af
Kevin MacDonald
Oversat fra original: PSYCHOLOGY AND WHITE ETHNOCENTRISM http://www.kevinmacdonald.net/WhiteEthnocentrism.pdf
Tjek også hans blog her: http://www.kevinmacdonald.net/Blog.htm
_______________________
Under min opvækst læste jeg gerne fortællinger om europæiske helte, som kæmpede for deres folk og vigtige sager. William Wallace, Robert Bruce og skotterne mod englænderne, Sir Francis Drake som ledede slaget mod den spanske armada, Karl Martel og frankerne, der forsvarede Europa mod muslimerne, kong Leonidas og spartanerne ved Thermopylæ og mange andre. Den tid er lagt bag os. Vore politiske ledere er faktisk i færd med at opløse deres eget folk, og der er ikke mange hvide mennesker, der har mod nok til at gøre noget som helst, ud over at stemme på de samme om og om igen. Eller de stemmer på et andet parti, som desværre ikke forandrer andet end ansigterne; politikken forbliver den samme.
Hvordan kunne tingene udvikle sig sådan? Man skulle tro, at udviklingen havde udstyret os med stærke etnocentriske mekanismer og en gruppeidentitet, som sikrede, at den slags aldrig kunne ske. Helt naturlig ville vi kæmpe vort folks gode sag, også selv om prisen var høj. Vi ville til og med dø for vort folk - som William Wallace, hvis død beskrives således:
Efter rettergangen den 23. august 1305 blev Wallace ført ud af salen, klædt nøgen og trukket efter en hest gennem byen hen til Smithfield Market.
Her blev han hængt med et reb om halsen og så taget ned lige før han døde. Dernæst blev han kastreret og fik øjnene revet ud. Så blev hans indvolde flået ud af kroppen og brændt foran ham. Endelig blev han halshugget og hans krop parteret i fire (de fire rædsler) ved Elms i Smithfield. Hans hoved blev sat på en lanse oppe på London Bridge. Senere fik det selskab af hans broder Johns og Simon Frasers kroppe. Hans fire kropsdele blev sat til skue i Newcastle, Berwick, Stirling og Aberdeen. 1
Men der er ingen William Wallace’er eller folkebevægelser, som kæmper for de europæiske racer, og spørgsmålet er hvorfor. Men det er endnu vigtigere er undersøge, om vi kan bruge vores psykologiske forståelse til at bane en gangbar vej for forsvaret af vores race.
Denne artikel skal først beskrive psykologiens to verdener: Den automatiske, ubevidste verden, som rummer vores arv fra de forgangne slægter, og på den anden side det, der afgrænser os fra dyrene: Den bevidste verden, som først nyligt er udviklet. Etnocentriske tendenser er automatiske, ubevidste processer, men til trods for kraften i disse urgamle mekanismer kan de undertrykkes eller afledes fra sin oprindelige opgave ved kulturel påvirkning, som drager nytte af nylig udviklede bevidste funktioner i menneskets prefrontale cortex.
Alligevel fortsætter de etnocentriske tendenser med at påvirke hvide menneskers opførsel. Til trods for nutidens kulturelle indflydelse klumper hvide mennesker sig stadig mere sammen i det multikulturelle Amerika, i det jeg kalder "underforståede hvide samfund". Deres etnicitet bekræftes i måden de bosætter sig, men de ved ikke rigtig hvorfor, de kan ikke bevidst sige, at det er et udtryk for deres hvide etnocentricitet. Disse underforståede hvide samfund er imidlertid uegnede til etnisk forsvar, og jeg konkluderer med, at det ikke er muligt at udvikle forsvaret af racen uden at udtryk for etnisk tilhørighed og interesser tillades. En række forhindringer for etnisk forsvar diskuteres med speciel opmærksomhed rettet mod forståelsen af de psykologiske mekanismer, som ligger til grund for hvid skyldfølelse.
PSYKOLOGIENS TO VERDENER
Indenfor psykologien hersker der konsensus om, at mennesket forholder sig til verden på to måder: Implicit og eksplicit. (Se liste 1). Implicitte og eksplicitte mekanismer kan i forskellige sammenhænge komme i konflikt med hinanden.
Implicit behandling
Implicit behandling foregår automatisk, uden anstrengelser, hurtigt, og indbefatter parallel behandling af store mængder information. 2 Det meste af det, der foregår i vores hjerne i hverdagen er implicit behandling.
Hvis du nu for eksempel er ved at købe en bil, så vil din hjerne, uden nogen bevidst anstrengelse fra din side, behandle enorme informationsmængder. Der er farven og formen på møblerne og væggene i rummet, der er information fra din egen krop, som må behandles, for at du skal kunne holde dig oprejst, uden at du må være dig det bevidst. Endnu vigtigere: din hjerne behandler også bilhandlerens ansigtsudtryk, kropssprog, alder og køn.
Hvis du er en heteroseksuel mand, der taler til en kvinde, vurderer din hjerne, hvor attraktiv hun er og hendes kropssprog som udtryk for hendes seksuelle tilgængelighed for et forhold af kortere eller længere varighed, selv om samtalen egentlig handler om en bilhandel. Og hvis du er en kvinde, som taler med en mand, udfører din hjerne helt andre beregninger, fordi mænd og kvinder er optaget af vidt forskellige ting, når det gælder forhold, forskelle, der er nedarvet gennem generationer.
Din hjerne vurderer også i hvor høj grad bilhandleren ligner dig selv, og, uden at du er det mindste bevidst om det, får dig til at stole mere på en person, som ligner dig selv. Hvis personen er fra en anden race eller etnisk gruppering, påvirkes handelen deraf med de positive eller negative fordomme, som du ubevidst knytter til den pågældende race eller etniske gruppering.
Du lægger måske ikke bevidst mærke til disse ting, men hvis der er noget, der ikke stemmer, skal din underbevidsthed nok bide mærke i det. Måske skifter bilhandlerens ansigtsudtryk ofte, eller han blinker for meget, mens han fortæller, at bilen bare er blevet kørt af en lille, ældre dame og ikke har rundet de 20 000 km. endnu. Måske føler du et vagt, ubevidst ubehag, eller du bliver klar over, at der er en betydelig konflikt mellem det, han siger og hans ansigtsudtryk. I begge tilfælde vil din hjerne fortælle dig, at du ikke bør handle med ham.
Der er en hel masse zombie-funktioner aktiveret i underbevidstheden, som psykologen Christof Koch kalder det. Han kalder dem zombier, fordi vi ikke har den mindste bevidsthed om, hvad de gør. Det kan sammenlignes med de særdeles komplekse og avancerede klimaanlæg i moderne bygninger. Vi kan nyde en behagelig temperatur året rundt uden at ane, hvad der foregår i bygningens skjulte dyb. Når vi ser os omkring i et rom, udfører vores hjerne millioner af beregninger om det vi ser, så vi kan sanse verden. Vi er os ikke bevidst disse beregninger, men det er vi derimod om resultatet - det synlige billede af verden. Faktisk forholder vi os ubevidst til langt den største del af vores synlige verden; vi ser bare det, vi henleder vores opmærksomhed på.
De fleste af disse robot-funktioner er et resultat af den forgangne udvikling. Igennem millioner af år har vore forfædre måttet løse opgaver og problemstillinger for at overleve. Disse problemer kommer igen og igen. Den naturlige udvælgelse udstyrede efterhånden folk med en masse mentale mekanismer til problemløsning - til at genkende ansigter, læse ansigtsudtryk, samarbejde med andre, tolke trusler, lære sprog, finde mage og mange andre ting. Uden dette mangefold af udviklede moduler ville vi ikke kunne gøre så mange dagligdags ting, som vi gør, uden anstrengelser - og faktisk uden at tænke over det.
Men naturlig udvælgelse for moduler til at udføre afgrænsede opgaver er ikke den eneste vej til ubevidst behandling. En anden er, at vi lærer noget så godt, at vi ikke længere behøver at tænke over det. Når børn lærer gangetabellerne, kræver det store, bevidste anstrengelser at huske at 3 x 4 = 12. Men efter hånden kommer svaret af sig selv, uden nogen som helst bevidst anstrengelse.
Det er det samme med at køre bil eller spille tennis. Når man som ung skal lære at køre, kræver det masse bevidst anstrengelse at passe på vejen, holde øje med sideveje og følge med på instrumenterne og i tillæg prøve at samordne gaspedal og kobling, når der skal skiftes gear. Men med en del øvelse kan alle disse handlinger udføres let og uden særlig meget bevidst anstrengelse, og man kan lytte til musik og snakke med en ven i mobiltelefonen samtidig. (Selvfølgelig er det farligt ikke at være opmærksom. At tale i mobiltelefon, mens man kører, er forbudt i nogle lande).
At lære gangetabeller, køre bil og spille tennis er ikke medfødte handlinger. Det er noget, vi må lære. Men de overlæres så grundigt, at vi ikke længere behøver at have vores opmærksomhed ved opgaven mens vi udfører den. Dette frigør vores begrænsede bevidste behandlingsmuligheder for andre - ofte langt vigtigere - ting. Som en regel gøres almindelige mentale aktiviteter ubevidste og automatiske, så de begrænsede bevidste kræfter kan omdirigeres til opgaver, der kræver opmærksomhed og bevidsthed 3. De komplicerede motorrutiner, som er nødvendige for at kunne køre en bil eller spille tennis bliver efter hånden ubevidste. Det er et kendt fænomen, at en god måde at få en tennisspiller til at spille dårligt på, er at få ham til at tænke over, hvad han gør. Tennistrænere taler om "muskelhukommelse" - den ubevidste, automatiske mentale behandling, som tillader den øvede spiller at handle lynraskt uden at tænke over situationen først.
Automatiseringen som resultat af overlæring er et vigtigt fænomen, fordi nogle af folks ubevidste, negative racemæssige fordomme kan være et resultat af at de gentagne gange er blevet udsat for information om forskellige grupper. Hvis man for eksempel stadig fik at se avisartikler om afrikanere og latinamerikanere, der havde lave karakterer eller faldt ud af skolen, ville man forvente at det resulterede i en automatisk fordom om disse børns lærefærdigheder. Denne fordom ville så automatisk træde i kraft, når man mødte et sådant barn eller når man vurderede at sende sine egne børn til en skole med en stor andel af disse børn. Disse negative fordomme ville så blive ubevidste og underforståede.
Det er vigtigt at mærke sig, at disse implicitte, negative fordomme kan være tilstede samtidig med eksplicitte, bevidste dogmer om, at videnskaben ikke har fundet nogen forskelle mellem racerne. Som det beskrives under, viser forskning at der hos hvide ofte er konflikter mellem implicitte, ubevidste holdninger og det, de eksplicit og bevidst giver udtryk for angående race. Eksplicitte og bevidste udtryk er for det meste "politisk korrekte": Med andre ord, de vil sandsynligvis hælde til den officielle race-ideologi, som den gennemføres af media og den akademiske og politiske elite.
Explicit behandling
Det modsatte af implicit behandling er eksplicit behandling. Eksplicit behandling er bevidst, kontrollerbar og kræver indsats, som når vi skal løse en opgave, vi ikke har haft fingrene i før; altså en, som ikke kan løses automatisk, som gangetabellerne vi lærte i 3. klasse. Vi er for eksempel i færd med at tage en IQ-test, som Ravens Progressive Matrices, og vi støder på følgende problem:
Ravens progressive matricer
Opgaven er at finde ud af hvilket af de otte mulige svar, som logisk følger mønsteret. For at løse problemet, lægger vi mærke til, at der kommer flere vandrette linjer, des længere vi kommer ned. Derfor må det, vi mangler også have vandrette linjer, altså enten nr. 2 eller nr. 8. Ligeledes ser vi, at diamanten vokser fra venstre mod højre, fra ingenting til venstre, til en halv i midten og til en fuld form til højre. Da vi allerede ved, at det rigtige svar må være fyldt med vandrette linjer som nr. 2 og nr. 8, og da diamanten ikke forekommer i nr. 8, ved vi, at nr. 2 er rigtig svar.
At løse en sådan opgave, kræver at man kan koncentrere sig om et mål og at man lægger mærke til, hvordan mønstrene ændrer sig i to retninger. Det kræver en indsats. For at kunne løse opgaven kræves tillige at information kan behandles i rækkefølge. I modsætning til når vi behandler store mængder information implicit, må vi her gå frem skridt for skridt. Hvad det betyder, bliver altid klart for mig, når jeg prøver at gøre to ting samtidig. Som for eksempel forsøger jeg at lytte til en komedie på tv samtidig med at jeg læser e-post. Det lader sig simpelthen ikke gøre. Når jeg læser e-posten klarer jeg ikke at høre ordentlig efter vitserne på tv.
Hvor implicitte mekanismer kræver enorme mængder af information og behandler den meget hurtigt, så er eksplicitte mekanismer langsomme og har meget begrænset kapacitet. Hvor god man er til at løse opgaver som den ovenstående (og de kan blive meget vanskeligere) afhænger af kapaciteten på din arbejdshukommelse. Arbejdshukommelsen er psykens arbejdsplads. Mennesker med en stor arbejdshukommelse er bedre i stand til at holde opmærksomheden rettet mod et problem og udelukke støj; de har en højere IQ. Men selv den smarteste af os, kan faktisk ikke have særlig meget i bevidstheden af gangen. De fleste mennesker klarer at huske en talrække med 7-9 numre - langt mindre end en computer, og meget mindre information end vores modulære,
implicitte mekanismer regelmæssigt behandler uden anstrengelse.
Som dette eksempel viser, så kræver den uhyre vigtige mekanisme IQ eksplicit behandling. Et andet vigtigt eksplicit behandlingssystem er personlighedens samvittighed, som denne artikel skal handle om. 4 Samvittighed bygger på socialt betinget impulskontrol - med andre ord evnen til at tilpasse sin adfærd til sociale regler og forfølge langsigtede mål. 5 Samvittighedsfulde mennesker er i stand til at vente længe på lønnen og kan udføre vanskelige og ubehagelige opgaver for at opnå sine mål. De handler på en ansvarlig, pålidelig og samarbejdende måde.
Samvittighed beskrives ofte som effektiv kontrol. Dette bekræfter, at eksplicit, bevidst behandling er
involveret i samvittigheden. For at gøre en lang historie kort: Samvittighedsfulde mennesker gør virkelig deres bedste. For at teste dette træk hos børn lægges et stykke slik på barnets tunge, og barnet får besked om ikke at spise slikket, før det får lov. Eller barnet får besked om se på en gave før den voksne kommer tilbage. For de fleste 5-årige er dette meget vanskelige opgaver. De vil helst spise slikket og se gaven med det samme. Piger er som regel mere samvittighedsfulde end drenge, og selvfølgelig styrkes samvittighedsfølelsen med alderen.
Det komme næppe som en overraskelse, at det er farligt med en svag samvittighed i vort moderne samfund. Det giver dårlige resultater i skolen og på arbejdet. Det fører gerne til impulsiv kriminalitet, også kaldet manglende impulskontrol: Mordere, der ikke kan styre sin hidsighed, stofmisbrugere, der ikke kan styre sine begær eller voldtægtsforbrydere, der ikke kan styre sine lyster.
At være samvittighedsfuld betyder altså at være i stand til at styre vore naturlige tilbøjeligheder. 5-årige, der klarer at vente med at åbne gaven og spise slikket, må overvinde stærke, naturlige drifter. Vi tiltrækkes alle af nydelsen, som for eksempel kokain giver (den ligner stoffer, vi naturligt har i kroppen) og af det seksuelle. De fleste af os har fantaseret om at dræbe en modstander eller fjende. 6 Disse drifter er meget tilpasningsdygtige, fordi de blandt andet driver os til at søge mage og klatre på den sociale rangstige.
Men samvittighedsfulde mennesker kan styre disse drifter, der hvor en større sammenhæng kræver det (for eksempel for at undgå fængsel eller at blive narkovrag). De tillader ikke deres drifter at påvirke deres store mål (de tæmmer lysten til efter at feste for at få en god uddannelse).
Neurobiologisk forskning viser klart, hvordan dette virker. Samvittigheden sidder i den prefrontale
hjernebark. Den har hæmmende forbindelser til underliggende områder af hjernen, som huser vore naturlige drifter (stoffer, sex og rock and roll, som jeg siger til mine studenter). De lavere dele af hjernen behandler information implicit og er udviklingsmæssigt gamle. Den prefrontale hjernebark behandler information eksplicit og er kronen på menneskelig udvikling.
Se engang på et af udviklingspsykologen David Buss´s eksempler. En mand undgår så vidt at blive kørt over af en bil; han svarer med nogle sjofle håndbevægelser. Bilen stopper, og nogle mænd står ud og banker ham. Smerterne efter slagene og følelsen af nedværdigelse fylder manden med raseri, og han trækker sit skydevåben: "Jeg hadede ham, og jeg kunne simpelthen ikke vente med at se hans udtryk, når jeg trykkede af. Med det samme han kom ud af butikken, kørte jeg løbet i hans bryst og trykkede af." 7 Dette er et eksempel på impulsiv aggression - manden overvældes af raseri, som kommer fra hans subcortex. Det er en naturlig refleks. Hans prefrontale hjernebark er sat helt ud af funktion.
Havde denne mand haft en stærkere samvittighedsfølelse, så havde tingene nok udviklet sig anderledes. Den prefrontale hjernebark henter information om den større sammenhæng, som vi er en del af og analyserer situationen eksplicit. Subcortex reagerer impulsivt med raseri og forholder sig bare til smerten og ydmygelsen. Men en person med en stærk PFH (prefrontal hjernebark) er i stand til at styre disse drifter og forholde sig til en større sammenhæng. En sådan person svarer ikke uden videre med impulsiv aggression. Han tænker over sagen: Bliver jeg taget til fange, hvis jeg dræber fyren? Er der et nummer på pistolen, som kan spores? Risikerer jeg at efterlade DNA-spor på åstedet? Vil hans venner prøve at tage hævn? Hvorfor ikke bare ringe til politiet og lade dem ordne sagen?
De fleste af disse ting er først blevet relevante i moderne tid og havde ingen betydning i de omgivelser, hvor vi udviklede os. Men PFHs eksplicitte behandlingsmekanisme tillader os at tage stilling til dem og, om nødvendigt, overstyre vore naturlige tendenser.
Forskning viser, at børn med skadet PFH opfører sig umodent og egocentrisk og tyr let til tyveri og
aggression. 8 Patienter med prefrontale skader, opstået i barndommen, udviser i almindelighed dårligt udviklet samvittighed (de er upålidelige, kan ikke planlægge ind i fremtiden og er afhængige af umiddelbar belønning). Deres aggression er impulsiv snarere end overvejet, og de føler ingen skyld ved overgreb mod andre.
Adrian Raine fra universitet i Sydcalifornien har vist, hvordan dette virker i hjernen ved at sammenligne impulsive mordere med rovmordere. 9 Begges hjerner udviser stor aktivitet i områder af subcortex, som har med aggression at gøre. forskellen er, at rovmorderen har normal aktivitet i PFH. Dermed er han bedre i stand til at styre sine morderiske tendenser. Hans mord er nøje planlagte og vanskelige at opdage. Seriemordere kan hærge i årevis uden at blive pågrebet, mens impulsive mordere ikke tager de nødvendige forholdsregler for at skjule sine ugerninger.
PFH er altså i stand til at styre de nedarvede dele af hjernen, som huser mange af vore drifter og begær. Et andet eksempel er seksualitet. Når mænd ser erotiske billeder, aktiveres seksuelle områder i subcortex. 10 Når de så bliver bedt om at tage afstand fra de erotiske stimuli og styre dem, sank aktiviteten. Billeder af deres hjerne viste, at PFH blev aktiveret, da de overstyrede sine seksuelle drifter.
ETNOCENTRISITET OG DETS KONTROL
Og hvorfor er det så vigtigt, når vi skal vurdere psykologi og hvid etnocentrisme? På samme måde som samvittighedsfulde mennesker kan overstyre deres naturlige aggression og seksualitet, kan de også overstyre deres naturlige tendenser til etnocentricitet. Det vigtige punkt i det følgende er, at kulturel information er afgørende for at folk skal overstyre sine etnocentriske tendenser. Denne kulturelle information er afhængig af eksplicit behandling og danner grundlaget for prefrontal dæmpning af etnocentrismen. Konklusionen er, at etnocentrismen kontrolleres via kulturel information.
Der er gode beviser for at der er udviklet flere forskellige mekanismer relateret til etnocentricitet: mekanismer angående genetisk lighed, 11 social identitet, 12 individualisme/kollektivisme, 13 og en modul for den menneskelige art (se vedlæg I). 14 I det følgende vil vi antage, at der findes etnocentricitet. Det er ligegyldigt om det er et resultat af psykologiske mekanismer, som blev udviklet som gruppeforsvar, eller om det er et resultat af indlærte negative fordomme mod andre grupper. Det vigtige er, at mennesker af alle racer nærer negative fordomme om andre racer, og at de foretrækker mennesker fra deres egen. Dette gælder beviseligt også hvide mennesker, selv om der også er bevis for, at de er mindre etnocentriske end andre racer, som nævnt i vedlægget under: Den vestlige kultur er mere individualistisk, mens resten af verden er meget mere kollektivistisk livssyn. 15 Dette lader formode, at det er lettere for hvide at kontrollere etnocentricitet, fordi mekanismer i subcortex, som er ansvarlige for denne, er svagere.
Etnicitetsforskningen er meget vel klar over forskellen på implicit og eksplicit behandling. Implicit holdning til race klarlægges for eksempel med test som the Implicit Attitude Test. Forsøgspersonen ser billeder af sorte og hvide efter hverandre og bliver bedt om at knytte positive eller negative ord til billederne. 80 % af de hvide bruger længere tid for at knytte positive ord til sorte end til hvide. Det tolkes som indikation på, at hvide har implicitte, negative fordomme om sorte.
Eksplicit holdning om race derimod, klarlægges med spørgeundersøgelser. 16 Hvide gymnasieelever viser typisk positiv holdning til sorte i spørgeundersøgelser. En undersøgelse viste for eksempel, at hvide fik 1,89 point på en skala fra 1-6, hvor 1 betyder særdeles positiv til sorte og 6 negativ. 17
Interview er en anden måde at udlodde eksplicitte holdninger på. Ved en undersøgelse af 2000 familier viste det sig overraskende, at 74 % af de hvide mente at raceidentitet er meget vigtig (37 %) eller ret vigtig (37 %). 18 Racebevidsthed øger med alderen; bare 53 % af børnene mente, at raceidentitet er vigtig. (Det samme har jeg bemærket i forbindelse med jødisk identitet. 19) Endnu mere overraskende var det at 77 % af de hvide mente, at hvid kultur bør bevares. Alligevel sagde bare 4 % af de hvide, at de var medlemmer af en organisation baseret på race eller etnisk identitet. Og 75 % af de hvide mente, at fordomme og diskriminering skader afroamerikanerne eller skader dem meget.
Dermed stemmer denne undersøgelse overens med almindelige pro-sorte holdninger. Sorte og andre minoriteter har derimod meget stærkere eksplicit etnisk identitet end hvide. Undersøgelsen viste, at 90 % af de sorte mente at raceidentitet er meget vigtig (72 %) eller ret vigtig (18 %), og 91 % mente, at sort kultur bør bevares. Sorte udviste også væsentlig stærkere gruppetilhørighed end hvide. 20
Det er vigtigt at mærke sig, at hvides eksplicitte, positive holdninger til sorte ikke stemmer overens med deres implicitte, negative holdninger. Selv liberale hvide viser implicitte, negative holdninger overfor sorte, men deres implicitte holdninger er mindre negative end de konservatives: Forskellen mellem implicitte og eksplicitte holdninger mod sorte er større hos hvide liberale end hos hvide konservative. 21
Implicitte holdninger til race påvirker vores opførsel. For eksempel kunne hvides venlighed og deres egen opfattelse af deres opførsel overfor sorte forudsiges ud fra deres eksplicitte holdninger. Derimod var deres implicitte holdninger en bedre indikator på deres nonverbale venlighed; dette blev vurderet af uafhængige dommere (højere blinkefrekvens og undgåelse af øjenkontakt).
Forskellen mellem eksplicitte og implicitte holdninger muliggøres af PFHs overstyrende mekanismer. To undersøgelser viser, at prefrontal kontrol er i stand til at overstyre negative implicitte holdninger. I den ene blev personer vist billeder af sorte og hvide, samtidig med at deres hjerne blev MR-scannet. 22 Da billederne blev vist så kort tid, at de ikke kunne opfattes bevidst, viste MR-en, at hvide havde negative reaktioner overfor billederne af sorte. Denne metode måler altså implicitte, negative holdninger overfor sorte.
Men blev billederne af sorte vist i længere tid, så de kunne blive behandlet bevidst, så blev forskellen mellem sorte og hvide ansigter mindre. Det skete, fordi den prefrontale region blev aktiveret. Med andre ord: Mennesker, der er sig bevidst, at de ser billeder af sorte, er i stand til at undertrykke de negative, automatiske reaktioner fra subcortex. Dette indebærer at de var bedre i stand til at undertrykke deres automatiske, negative holdninger overfor sorte.
I den anden undersøgelse så sorte og hvide personer en række billeder af sorte og hvide. MR-scanning viste subcortial aktivitet ved synet af sorte, men ikke ved billeder af hvide. Dette tolkes som en implicit frygtreaktion, fordi reaktionen er ufrivillig og ubevidst. Men da personen hørte ordene ”african american” sammen med billedet, var der ingen subcordial frygtreaktion. Dette tolkes på den måde, at PFH undertrykker den implicitte frygtreaktion. Altså med det samme, du begynder at tænke verbalt over race, så ved du, at du tænker på det og kan træffe beslutninger. Dine prefrontale undertrykkelsescentre arbejder og overstyrer negative tanker.
Begge undersøgelser viser vigtigheden af hvides PFH-kontrol over de automatiske, negative holdninger overfor sorte. Hvid etnocentricitet findes, men bare i underbevidsthedens katakomber, underlagt automatisk behandling. Men etnocentriske holdninger tør ikke udtale sine rette navn: Med det samme den eksplicitte, bevidste behandling træder i kraft, undertrykker den negative, implicitte holdninger, som kommer nedefra.
Dette belyses på udmærket måde af en undersøgelse, der forklarer, hvad der sker, når mennesker stilles overfor etniske og racerelaterede modsigelser. Hvide blev vist billeder af smilende raceblandede par. Så blev de fortalt, at deres reaktion viste, at de var forudindtagede. Efter at have hørt dette, brugte de meget længere til på de næste billeder. Dette tolkes som forsøg på at kontrollere reaktionen på billederne bevidst. Billedet tjener som ”varsel om kontrol” - en advarsel om, at ”nu kan der dukke forudindtagede responser op, og at nu må opførslen tøjles.” 23
Små børn foretrækker som regel deres egen race entydigt og eksplicit. Det udvikles så tidlig som ved 3-4 års alderen, har sit højdepunkt omkring de 10 år for så gradvis at forsvinde i voksen alder. 24 Den implicitte præference derimod, holder sig stærk op gennem årene. 25 Venskab og samarbejde på tværs af racerne mindsker også efter hånden som vi bliver ældre. 26 Det betyder, at samtidig med at eksplicit præference mindsker, er det mindre sandsynligt, at børnene samhandler på tværs af racer. Dermed vil skoler faktisk helt af sig selv tendere mod raceadskillelse. Og hvide voksne race-blander sig entydig mindre end andre racer. 27
Børn bliver klare over den officielle, eksplicitte raceideologi efter hånden som de vokser op, og de indordner sig under den. Deres PFH-kontrolcentre bliver stærkere og de bliver bedre i stand til at undertrykke deres positive holdning til egen gruppering. De har ingen negative holdninger mod ikke-hvide grupperinger på det eksplicitte niveau, heller ikke selv om de politisk er liberale eller radikale. Alligevel vælger de ubevidst venner og samarbejdspartnere af samme race.
Og deres forældre gør det samme. Jeg har lagt mærke til, at forskellen på eksplicitte og implicitte holdninger og adfærd er større hos liberale end hos konservative. Faktisk viser en nyere undersøgelse, at mens hvide med højere uddannelse ofte har liberale eksplicitte holdninger til race og anbefaler blandede skoler, så vælger de selv racerene skoler og nabolag. 28 Der er en sammenhæng mellem hvide forældres uddannelse og sandsynligheden for, at de tager deres børn ud af skolen, når antallet af sorte børn øger. Michale Emerson, forfatteren af undersøgelsen, er meget vel klar over forskellen mellem den eksplicitte holdning og opførsel: ”Jeg tror, at hvide mennesker mener det, når de siger, at raceforskelle bør udlignes. Men ... deres liberale holdninger finder ikke genklang i deres opførsel.”
Den anden side af dette er, at mindre velhavende hvide er mindre liberale i racespørgsmål og fordømmes af eliten. Alligevel er der større sandsynlighed for, at de bor i raceblandede områder og sender deres børn til blandede skoler, angivelig på grund af dårlig økonomi.
IMPLICITTE HVIDE FÆLLESSKAB
Børns valg af venner og forældres valg af skoler og nabolag reflekterer den rå virkelighed om racehykleriet i USA. Disse børn og deres forældre handler ud fra deres implicitte holdninger, og der et en betydelig forskel mellem deres implicitte og deres eksplicitte forhold (som viser, at de foretrækker sin egen race) på den ene side og deres eksplicitte holdninger (som giver udtryk for den officielle egalitære raceideologi) på den anden. I virkeligheden danner de implicitte hvide fællesskab – implicitte fordi selv om er udtryk for (implicitte) racepræferencer, så kan de ikke sætte navn på det: De er ikke i stand til at sige, at de vælger deres venskab eller nabolag eller skoler af racehensyn, fordi det ville komme i konflikt med deres eksplicitte raceholdninger og med deres kulturs officielle raceideologi.
Det er min hypotese, at hvide amerikanere efter hånden vil samle sig i en politisk og kulturel ghetto, og at trenden bare vil fortsætte ind i fremtiden. Men det foregår endnu ikke bevidst, fordi det er kulturelt tabu.
Under presset af de overvældende sanktioner mod hvid raceidentitet efter II. Verdenskrig har hvide etableret et bredt spekter af eksplicitte identiteter, som tjener som basis for hvid samhørighed og fællesskab. Alle disse identiteter lever under den politisk korrekte radar, som næres af den akademiske og politiske elite og media. Jeg tænker her på mange overlappende, eksplicitte hvide identiteter: Republikansk politisk tilhørighed, racerbil-entusiaster, evangelisk kristne og countrymusikelskere. Alle disse identiteter tillader hvide mennesker at mødes med andre hvide, ja til og med at danne en hvid politisk base uden at betydningen af race nævnes med et ord.
Implicitte hvide fællesskab bliver en stadig vigtigere del af det amerikanske landskab. Den vigtigste af disse – og et resultat af de hvides flugt – er deres bosætning. Som Kevin Kruse skriver: ”Ved begyndelsen af det 21. århundrede fandt Amerika sig selv domineret af forstæder, og disse forstæder domineret af de hvides flugt-politik og frigørelse fra byen.” 29 Dette skyldes delvis, at de hvide ikke længere er så ivrige efter at yde deres bidrag til de offentlige goder, fordi en uforholdsmæssig stor del af bistandsmodtagerne er sorte eller andre minoriteter: ”Tidligere næredes fjendtligheden mod regeringen, velfærdsstaten og dens skattetryk af racerelaterede frustrationer, som enten kom fra mennesker i Atlanta, der ønskede raceadskillelse eller fra dem, der var trukket ud i forstæderne. I 1990-erne bragte den nye generations forstads-republikanere ganske enkelt den hvide flugt-politik op på et nationalt plan.” 30 Som Kruse skriver, race er aldrig en del af den eksplicitte retorik omkring de hvides flugt, som snarere kommer til udtryk som opposition til regeringen, velfærdsstaten, skattetrykket og gennemskuede moralske sager som abort og homoseksualitet. Men på det implicitte plan er ønsket om et hvidt samfund og modviljen mod at betale for ikke-hvides velfærd den egentlige motivation.
Hvid flugt er en del af den opsplittede fremtid, der venter forude for USA og andre vestlige lande med stor andel af ikke-vestlig indvandring. Det er et veldokumenteret faktum, at des mere etnisk blandet befolkninger er, des større bliver modstanden mod lækager i det sociale system. 31 For eksempel viser en undersøgelse, at gaver til fondet ”The United America” sank når der andelen af ikke-hvide oversteg 10 %. Sociologen Robert D. Putnam fandt for nylig, at tilliden til fællesskabet synker med øgende racemangfoldighed. 32 Mennesker, der bor i homogene områder som New Hampshire og Montana, har mere samkvem med sine venner og er mere delagtige i samfundet og i politik end mennesker i mere blandede områder. 33
På det politiske plan afspejles det implicit hvide også i Howard Deans berømte bemærkning om, at the Republican Party er de hvide kristnes parti. 34 I 2004 og 2006 udgjorde de kristne omtrent ¼ af vælgerne, og 78 % stemte Republican. 35 Faktisk er det sådan, at andre etniske grupperinger samles i en ikke-hvid blok omkring the Democratic Party i endda større grad: Over 90 % af de sorte og 60-70 % af de latinamerikanske vælgere stemmer på the Democratic Party. 36 Ikke-hvide etniske grupperinger tenderer til at stemme på the Democratic Party, selv om de har en relativt høj socioøkonomisk status. Det er en god indikator på, at grundlaget for valget snarere er race end økonomi. I præsidentvalget i 2004 vandt John Kerry...37
Til trods for George W. Bushs udtalte Israelvenlige politik stemte 76 % af alle jøder på Al Gore ved præsidentvalget i 2000, og jøder fortsætter at være den finansielle kerne i the Democratic Party. 38 I 2002 var der bare 8 % republikanske stemmer der ikke var hvide, og noget lignende gjorde sig gældende i 2006. 39
Det er ikke bare det, at hvide stemmer republikansk, men hvide republikanske vælgere er typisk gift og har børn. 40 Det er lige præcis denne gruppe, for hvem flugten til rene, hvide, trygge nabolag er vigtigst. Bedst samsvar med Bushs andel af stemmerne i 2004 finder vi blandt unge, hvide, gifte kvinder. (r=0,91). 44 % ugifte, hvide kvinder stemte på ham, mens hele 61 % af det gifte gjorde det. Han vandt 53 % af de ugifte, hvide mænds stemmer og 66 % af de gifte, hvide mænds. Bush vandt i 25 af de 26 stater med størst hvid frugtbarhed, mens Kerry vandt i alle de 16 stater med lavest hvid frugtbarhed. Samsvaret mellem hvid frugtbarhed og Bushs valgandel var 0,86.
De seneste valg til kongressen viser, at hvid støtte til republikanerne påvirkes af sager som den frygtelige krig i Irak og Bush-administrationens – den første neokonservative administration -
elendige politik når det gælder hvid flugt. Neokonservativismens historie viser stærk støtte for rene liberale emner (og næsten ubegrænset indvandring) og en klar pro-Israelsk udenrigspolitik. 41 Selv i 2006 stemte alligevel 78 % af de hvide evangeliske kristne – gruppen, der først og fremmest repræsenterer implicit hvide valg – republikansk. 42
Et andet implicit, hvidt fællesskab er NASCAR racing, som i høj grad overlapper med evangeliske kristne, med country musik og med landsbykultur, specielt i Sydstaterne. En berømt stribe af Mike Luckovich, som blev trykt i ”Atlanta Journal-Constitution”, viser en sort og en hvid mand, som taler sammen, mens et det sydstatsflag vejrer i baggrunden. ”Vi trænger et flag, der ikke er racistisk ... men som tager vare på hvid, sydstatskultur ...” Det næste billede viser NASCARs rudede flag. Forskellen mellem det implicitte og det eksplicitte kunne ikke have været tydeligere.
NASCARs succes skyldes i høj grad behovet for traditionel amerikansk kultur. NASCARs arrangementer er gennemsyret af sentimental patriotisme, bønner, militære overflyvninger og fyrværkerier. Som sociologen Jim Wright siger: ”... omtrent alt ... hvad du oplever i løbet af en dag ved banen, drypper af traditionel Amerikanisme. 43 Men racerløb er kernen i NASCARs familiepolitik. Såvel på banen som i boderne er og bliver stockcar ræs de hvides sport.” 44 Efter at have studeret folkemasserne ved Daytona 500 i 1999 kom NASCARs hvidhed i følgende kommentar: ”... der var antageligvis lige så mange sydstatsflag som der var negre”, med andre ord mindre end 40 ud af en mængde på omtrent 200 000. 45 Fordi sydstatsflaget er det ultimate i politisk ukorrekthed, er det tegn på oprør at medbringe det til NASCAR. Selv om sydstatsflaget næsten unisont stemples som politisk ukorrekt, om ikke racistisk, er det tydeligvis ikke gået op for alle Winston Cup-tilhængere. Eller måske de bare er ligeglade. Og, som du kan forestille dig, så var der ingen anger at se blandt Southern 500s tilhængere, som var smykkede med en overflod af sydstatsflag. Noget sådant har jeg ikke været vidne til ved nogen anden bane.” 46
Wright vægtlægger sammenhængen mellem NASCAR og traditionel amerikansk landkultur med dens jagt, fiskeri, camping og skydevåben. 47 NASCAR-tilhængere og våbenejere overlapper næsten fuldstændig hinanden. Der er også en stærk kristen, religiøs atmosfære: Løbene begynder med velsignelser og bøn. I NASCAR er der et ”synligt kristent fællesskab”. Der er hele teams, der betegner sig selv som kristne, og mange af kørerne deltager aktivt i gudstjenester. 48 En anden vigtig værdi er mod ansigt til ansigt med faren – endnu et skridt tilbage til traditionel amerikansk kultur, med sine entydige rødder i engelsk grænseland, skotsk-irsk kultur: ”Nu, da vi træder ind i det tredje årti med kvindefrigørelse og de andet efter kommunismens fald, er vi blevet vant til at forvente, ja kræve, mere følsomme og empatiske end udfordrende og bestemte mænd. Traditionelle, mandlige dyder som mod, karakterfasthed og tapperhed opfattes i dag i bedste fald som malplaceret, ja til og med farligt eller ondskabsfuldt.” 49
Den eneste nyere undersøgelse, som omhandler NASCAR-tilhængere, er ”The Southern Focus Poll”, som blev udført af ”Center for the Study of the South” ved universitetet i North Carolina. 50 26,1 % af hvide fra sydstaterne havde overværet et NASCAR-løb mod bare 4,4 % sorte. På nationalt plan var de tilsvarende tal 24,1 % og 12,5 %. Disse resultater tager ikke højde for alle tilhængerne af stockcarløb og andre former for motorsport, som ikke har med NASCAR at gøre. 18,1 % af de spurgte med en faglig uddannelse havde overværet et NASCAR-løb. Til sammenligning havde 22,5 % af dem med studentereksamen gjort det samme. Ligeledes havde 27 % af dem med noget højere uddannelse og 18 % af dem med master eller bachelor overværet et NASCAR-løb. NASCAR hævder at have 75 millioner tilhængere i Amerika; det er 25 % af befolkningen. 51 NASCAR-løb er den hurtigst voksende sport i Amerika; det er bare fodbolden, der tiltrækker flere seere. 52 Dette er et meget stort implicit hvidt fællesskab.
Det at være en NASCAR-tilhænger overlapper med andre hvide identiteter. En studie fra 1993, udført af the National Opinion Research Center, fandt at der var tre gange flere NASCAR-tilhængere blandt provinsbyboere end blandt storbyboere. Der var næsten dobbelt så mange våbenejere, tre gange så mange jægere og tre gange så mange, der kunne lide countrymusik (21,3 %) som dem, der hadede det (7,6 %). 53 Faktisk viser en anden undersøgelse, at 49 % af dem, der hører meget på countrymusik, er NASCAR-tilhængere sammenlignet med 31 % af alle. Den største ulighed er i den anden retning: Bare 24 % af dem, der lytter meget til countrymusik, er tilhængere af NBA (National Basketball Aliance) sammenlignet med 47 % af alle. 54
Der er ingen tvivl om, at countrymusik er et implicit, hvidt fællesskab: Over 90 % af countrymusiklyttere er hvide. 55 Selv om countrymusik stadig er det mest almindelige i radioen, så forsvinder den fra store byområder, hvor hvide kommer i mindretal.
Hvor NASCAR regnes som en hvid sport, så regnes NBA som en sort. Hvide, specielt dem fra landet, er i stadig mindre grad tilskuere til NBA. Siden Michael Jordans æra, har NBA tabt terrain i fjernsynet. I 2005 sank NBA med 7 % på to de store sportskanaler ESPN og TNT, 4 % på ESPN, og NBA-finalerne sank mere end 30 %. 56 Tilskuerne for NASCAR og NBA overlapper ikke i det hele taget, hvor NBA appellerer til ”byens unge, multikulturelle publikum” 57 – det stik modsatte af gifte, hvide republikanere, som har tillagt sig en implicit hvid identitet. NASCAR får stadig flere seere og dominerer også på tider af året, hvor NBA tidligere var suveræne. 58
NBA-kulturen opfattes som afroamerikansk. NBA har derfor forsøgt at oparbejde sig et hvidt image for at vinde sin tilhængerskare tilbage. Sportkommentator Gary Peterson skriver at ”i årtier har der været et raceskille mellem NBA-spillere (de fleste sorte) og de betalende kunder (de fleste hvide). Dette skille er blevet kritisk i løbet af de sidste 15 år... Spillerne har aldrig tidligere været så anderledes end deres tilhængere. Dette skille er det største problem for NBA-ledelsen, faktisk større end frikast og store, posede bukser. David Stern, som er ansvarlig for NBAs tøj, bragte et godt bevis for dette i fjor. Det var drastiske skridt – han kunne lige så godt have sagt til sine spillere: ”Hold op med at se ud som typiske, unge afroamerikanere fra byen! I skræmmer tilhængerne væk!” 59 Bortset fra at forbyde pralende guldkæder og kræve jakke og slips har NBA også udstedt skyhøje bøder for slåskampe mellem spillere, fordi slagsmål knyttes til billedet af urban, afroamerikansk kultur. 60 En anden sportskommentator, MSNBCs Michael Ventre, mener, at NBA og ”bandit” er blevet uløselig forbundet i basketballtilhængernes bevidsthed verden over.” 61
Det er ikke det, at NBA er mere voldelig end for eksempel professionel hockey. Det er bare det, at NBA ser ud til at være sig bevidst de hvides racefordomsprocesser. NASCAR tiltrækker sig hvide, fordi det er et implicit hvidt fællesskab. Ved at regulere påklædning og adfærd, synes NBA at ville gøre NBA til et implicit hvidt fællesskab til trods for den racemæssige sammensætning af deres spillere.
HVORDAN HÅNDTERE HVID ETNOCENTRICITET:
PROBLEMET MED IKKE-EXPLICIT HVID IDENTITET
Vi har belyst fænomenet med, at hvide mennesker samles i implicitte hvide fællesskab, som er i overensstemmelse med deres etnocentricitet, og at de ”ikke kan sætte ord på det”. Det gør de på grund af de forskellige implicitte mekanismer, som arbejder utilgængelig for deres bevidsthed. Disse fællesskaber kan ikke hævde deres hvide identitet eksplicit, fordi hvid identitet er et ikke-tema i det eksplicitte kulturelle rum. Eksplicit kultur bearbejdes i de bevidste prefrontale centre, som er i stand til at kontrollere hjernens subcorticale regioner.
Kontrol med kulturen er af yderste vigtighed. Hvordan dette eksplicitte kulturrum opstod, og hvis interesser det tjener, skal ikke berøres i dette skriv. Jeg ser det imidlertid sådan, at disse kulturelle forvandlinger er et resultat af komplekse samspil mellem urgamle, rodfæstede tendenser hos europæerne (individualisme, moralsk universalisme og videnskab) og fremvæksten af en jødisk elite, som er fjendtligstillet til Europas folk og kultur. 62 Resultatet af dette er en ”kritik-kultur”. Den repræsenterer venstresidens triumf og har domineret vesten intellektuelt og politisk gennem hele det tyvende århundrede, specielt efter II. Verdenskrig. Venstresidens grundlæggende dogmer, specielt hvad angår race og etnicitet, gennemtrænger alt intellektuelt og politisk liv både blandt liberale og konservative og danner konsensus blandt eliten i videnskab, media, erhvervsliv og regering.
Det eksplicitte kulturrom kan deles op i to dele: Sociale kontroller og ideologi. 63 Blandt sociale kontroller finder vi straffe for eksplicitte udtryk for hvid etnocentricitet (for eksempel love om had-kriminalitet, udstødelse, tab af levebrød, tilladelse af massiv ikke-hvid indvandring og støtteordninger). Mens de fleste dyr bare er følsomme overfor ting, der er blevet gentaget i det uendelige op gennem tiderne, så er vi mennesker utrolig følsomme overfor vort komplekse kulturelle miljø, som også indbefatter en mængde subtile og mindre subtile straffe for eksplicit at hævde hvid identitet. At være sig bevidst sociale kontrollers bredere kulturelle kontekst, som strukturerer konsekvenserne af adfærd, kræver at de højere hjernecentre i PFH stimuleres, og som vi har set, disse stimuli kan føre til hæmning af etnocentriske tendenser med ophav i lavere hjerneområder.
Ideologier er eksplicitte trossystemer, som sætter form på holdninger og opførsel relateret til race og etnicitet. Fordi de er manifestationer af eksplicit behandling, er de resultat af højere kognitive processer, lokaliseret i PFH. På grund af PFHs evne til at overstyre den lavere hjerne, kan disse ideologier have vigtig indflydelse på opførsel. De indbefatter race- og etnicitetsideologier (som for eksempel ”race findes ikke”; udtryk for hvid identitet er tegn på psykopati eller moralsk fordærv, mens forfægtelse af ikke-hvid identitet og interesser er tilladte og lovpriste; at det er de hvide, der skaber værdier i modsætning til latinamerikanere og afrikanere, er bare et resultat af hvid racisme og hvides privilegier; der er ingen biologiske forskelle mellem racerne, der kan påvirke intelligens eller resultatopnåelse); ideologier, der anbefaler massiv ikke-hvid immigration (for eksempel mangefold er en styrke; USA er et land, grundlagt på et sæt af abstrakte principper uden etnisk identitet); mod-fordomme i medierne (sorte er mere intelligente, klogere og mere ansvarlige forældre end hvide).
Fordi implicit etnocentricitet lever i bedste velgående blandt hvide og påvirker deres opførsel umærkeligt, skulle man tro, at hvide faktisk ville være i stand til at forfølge deres interesser selv med den stærke eksplicitte antihvide kultur med dens sociale kontroller og ideologier. Problemet er imidlertid, at hvid etnisk identitet bare kan håndteres, hvis den forbliver implicit. I almindelighed indordner implicitte hvide fællesskaber sig under den officielle multikulturelle ideologi og tillægger sig den dertil egnede opførsel og retorik om emner som race og etnicitet. Dermed undslipper de den kulturelle elites granskning, som ellers ville have tvunget dem på plads. Men dermed mister de også muligheden til aktivt at arbejde for deres etniske interesser.
Et godt eksempel er den massive ikke-hvide indvandring. I det forgangne år var der megen tale om ulovlig indvandring, som åbnede for masse indestængt vrede over den manglende kontrol ved vore grænser og, tror jeg, de forvandlinger som indvandringen medfører. Selv om tilhængerne af ulovlig indvandring stemplede deres modstandere som ”racister”, så er ulovlig indvandring jo faktisk ulovlig. Det gjorde det lettere for de konservative at være imod uden at nævne sine raceinteresser.
Dette står i skarp kontrast til media, som fortier, at omtrent en million kommer ulovligt ind i USA hvert år – ingen diskussion om betydningen for økonomien, offentlige tjenester, kriminalitet og kompetencen ved elite-universiteter; ingen diskussion om deres langtidseffekt på USA's etniske sammensætning og hvordan det vil påvirke de hvides politiske interesser; ingen diskussion om udskiftningen af den indfødte befolkning i forskellige dele af økonomien; og ingen diskussion om amerikanere flest virkelig ønsker alt dette. (Det gør de ikke!) 64 Det er faktisk blevet normalt for konservative modstandere af ulovlig indvandring at forfægte sin støtte til lovlig indvandring for at dæmpe påstanden om, at de er racistiske. Mens det er helt almindeligt at kæmpe for ikke-hvide etniske interesser på USA's politiske og intellektuelle scene, så har der ikke været nogen åben eksplicit hævdelse af hvide etniske interesser siden 1920-verne. 65
Resultatet er, at venstresidens ideologier om race og etnicitet er blevet en del af den konventionelle moralitet og det intellektuelle grundlag, selv i implicitte hvide fællesskab. Dermed bliver hvide fællesskab ude af stand til at modstå kræfter, der ændrer landet på en for dem uhensigtsmæssig måde. Fordi der ikke er nogen toneangivende forsøg på at forme den eksplicitte kultur på måder, der kunne tillade hvid identitet og tjene hvides etniske interesser, forbliver implicitte hvide fællesskab steder man trækker sig tilbage til i stedet for fællesskab, der kan hævde hvide interesser.
Dannelsen af en eksplicit hvid kultur, som tillader hvid identitet og interesser, er nødvendig for at hvide skal kunne hævde sine interesser som en gruppe.
PSYKOLOGISKE UDFORDRINGER VED UDVIKLINGEN AF EN
EXPLICIT KULTUR FOR HVID IDENTITET OG HVIDE INTERESSER
Så vidt jeg kan se, vil hvide ganske enkelt fortsætte med at trække sig tilbage til implicitte, hvide fællesskab, indtil der indtræder forandringer i den eksplicitte kultur om emner, som omhandler legitimering af hvid raceidentitet og hvide interesser. Der er selvfølgelig mange hindringer på vejen til dannelsen af en sådan toneangivende kultur. Den vigtigste er modstanden fra eliten indenfor media, videnskab, erhvervsliv og politik. Det er vel kendt, at der er et stort gab mellem, hvad folket og hvad eliten mener om vigtige emner som massiv ikke-hvid indvandring. 66
En vigtig del af problemet er, at for mange af elitens folk samfalder egne økonomiske og erhvervsmæssige interesser med støtten til ikke-hvid politik. Fortræffelige eksempler finder vi blandt firmaer, der direkte nyder godt af indvandringen i form af for eksempel billig arbejdskraft, eller virksomheder, som ”First Data Corporation”, som tjener på overføringerne fra indvandrerne til deres familier i andre lande. 67
Et godt eksempel er Mary Sue Coleman, som tjener 742.148$ om året som præsident for Michigan universitet, og som har haft en ledende rolle som fortaler for etnisk mangfoldighed og dets fordele i undervisningen. 68 Et andet eksempel er fakultetets og administratorernes ureflekterede formodninger, da tre spillere fra Duke University blev anklaget for at have overfaldet og voldtaget en sort kvinde. 69 Fordi den venstreorienterede politiske kultur var blevet standard ved universitetet, kunne udtalelser om spillernes racisme og seksualitet regnes som stuerene og karrierebefordrende, også selv om det skulle vise sig at være forkert. Vil du gøre karriere indenfor politik eller videnskab, må du godtage det politisk korrekte syn på race og etnicitet.
Som Frank Salter har redegjort for, nyder hvide, der undlader at understøtte sine fællers interesser,
godt for sig selv og sin familie på bekostning af egne etniske interesser. 70 Dette gælder i særdeleshed for den hvide elite – mennesker, hvis intelligens, kraft og rigdom kunne have gjort en forskel i kultur og politik. De ofrer faktisk millioner fra sin egen race til fordel for sig selv og sin nære familie.
Ud fra et udviklingssynspunkt er dette et katastrofalt valg. Alligevel vil de fleste hvide, som nyder godt af sin politiske korrekthed, ikke være tilbøjelige til at føle noget ubehag ved det, fordi vores nedarvede psykologi i langt højere grad er tilpasset individet og familien end racen.
Et andet problem er, at en del af vores nedarvede psykologi får os til at efterligne og se op til socialt dominerende mennesker, specielt hvis de ligner os selv. En nøglekomponent til kritik-kulturens succes var at den tog kontrol over de fleste indflydelsesrige og præstigetunge af vestens institutioner, og den fik konsensus blandt eliterne, såvel jødiske som ikke jødiske. 71 Da det først var sket, var det ikke så mærkeligt, at denne kultur kunne finde sin udbredelse blandt mennesker af de forskelligste sociale klasser og uddannelsestrin.
Selv om det utvivlsomt vil være uhyre vigtigt at ændre mønsteret for tilgang til materielle goder, skulle vi også ofre det psykologiske trin opmærksomhed, da det også spiller en vigtig rolle. At tilegne sig det gængse syn på race og etnicitet giver ikke bare materielle goder, det giver også psykologiske goder. Modsat koster det dyrt at være dissident. Den massive sociale anseelse, som præsidenten for Michigan universitet, Mary Sue Coleman, nyder indenfor universitetsmiljøet for sit syn på mangfoldighed, er utvivlsomt et positivt element ved hendes arbejde.
I det store og det hele ligger årsagen til dette i det samme psykologiske system, som blev omtalt tidligere – samvittighedsfuldhed. Jeg har indtil nu understreget betydningen af samvittighedens evne til at undertrykke vore naturlige tendenser, som tjener til at opnå langsigtede goder og tilpasning i en videre kulturel kontekst. Men mennesker, der følger sin samvittighed, værner som regel også om sin anseelse.
Det er ingen tilfældighed. Udvikling af en høj anseelse er en vigtig måde for samvittighedsfulde mennesker at opnå langsigtede goder. Hvis jeg for eksempel driller nogen, opnår jeg en kortvarig glæde, men skader mit gode rygte. Den eneste måde jeg kan fortsætte på, er ved at udnytte nogle, der ikke kender mit dårlige rygte. Det betyder at være på flyttefod og altid forholde sig til fremmede, ikke venner og samarbejdspartnere. Hvis jeg derimod samarbejder med nogen, så kan vi begge nyde godt af det, og jeg oparbejder en anseelse, som varer livet ud. Det lønner sig derfor i det lange løb. Samvittighedsfulde mennesker samarbejder, og derfor er det meget optaget af sit gode rygte.
En nyere teoretisk studie viser, at udviklingen af samarbejde sandsynligvis er afhængig af, at folk kan påvirke hinandens rygte. 72 Information om hverandres rygte skaber en kollektiv hukommelse om individets historie. Det er bare mulig ved hjælp af sproget – altså eksplicitte tilkendegivelser om hændelser i individets samarbejdshistorie. 73 Uden sådan eksplicit information om anseelse ville samarbejde ikke være en udviklingsmæssig fordel. Det ville være udsat for kortsigtet udnyttelse snarere end langsigtet samarbejde med ligesindede. Denne eksplicitte information om anseelse bliver derfor behandlet af højere hjernecentre, beliggende i PFH og knyttet til samvittigheden.
Jeg hævder derfor, at den udviklingsmæssige kraft bag samarbejde er en kritisk adaptiv funktion, som tager højde for udviklingen af samvittigheden. Psykologisk forskning viser, at mennesker, som er samvittighedsfulde, tager ansvar, kan stoles på og er pligtopfyldende. Ansvarlighed kan forstås som en underkategori af samvittighedsfuldhed, defineret som samarbejdende, tillidsværdig, tjenstvillig og bidrager til fællesskabs- og gruppeopgaver. 74 Disse træk samfalder også i høj grad med ærlighed, moralitet og eksemplarisk opførsel.
Så samvittigheden gør os ikke bare bedre i stand til at undertrykke naturlige impulser som etnocentricitet, det gør os også mere optaget af vores anerkendelse. Vi vil gerne passe ind i fællesskabet og genkendes som redelige mennesker, ikke som bedragere. Det modsatte er sociopater. De har ikke særlig meget samvittighedsfølelse. De udnytter sine medmennesker for at opnå kortsigtede fordele og bekymrer sig ikke særlig meget om at fremstå som ærlige og tillidsvækkende samarbejdspartnere. De må hele tiden rejse videre til steder, hvor deres dårlige rygte ikke er nået frem.
Det er indlysende at samvittigheden, som den er beskrevet over, er en af grundstenene i menneskelig civilisation og kulturelt liv. Paradoksalt nok, så gælder det i særlig høj grad for de individualistiske, vestlige kulturer. Resten af verden er meget mere kollektivistisk og orienteret mod den udvidede familie (Se vedlæg). 75 Individualisme forbindes på alle måder med vestens modernisme – kærnefamilien, økonomisk individualisme, videnskab, demokratiske og republikanske regeringsformer og moralsk universalisme. 76 Til disse træk føjer Francis Fukuyama også tillid som en nøgleværdi for individualistiske samfund. 77
Tillid er virkelig en måde at fremhæve vigtigheden af moralsk universalisme som et kendetegn for individualistiske samfund. I kollektivistiske, familieorienterede samfund hører tilliden op ved grænsen til naboen eller nabostammen. Social organisation, om det nu handler om politisk kultur eller økonomisk virksomhed, tenderer til at være familiær. Moral bestemmes ud fra, hvad der er godt for gruppen – typisk stammen (for eksempel den kendte sætning: ”Er det godt for jøderne?”) Denne manglende evne til at danne et civilt samfund er et af de vigtigste problemer i Mellemøsten og Afrika, hvor skillelinjer mellem religiøse grupperinger og stammer bestemmer det politiske landskab. At vesten nu tenderer mod multikulturalisme, betyder virkelig enden på den individualistiske, vestlige kultur. 78
I individualistiske kulturer, derimod, omfatter organisationer ikke-familiemedlemmer i tillidspositioner. Moral defineres ud fra universelle principper, der er uafhængige af stamme- og gruppetilhørighed. Tillid er derfor en hjørnesten i det individualistiske samfund.
Grundlæggende handler tillid om at skabe sig et solidt rygte. For eksempel et godt rygte for ærlig handel, ikke bare med sine nærmeste, men også med andre. Deraf følger, at europæere i højere grad er optaget af at skabe sig et godt rygte. I de individualistiske samfund, som de kommer fra, var vellykket samarbejde et resultat af et godt rygte, ikke af at have gode stammebekendtskab.
Der er helt klart store fordele ved tillid og de øvrige psykologiske systemer omkring samvittighed. Hele denne gruppe af kendetegn for individualisme er grundlaget for moderne, vestlig kultur. At kunne stole på andres gode rygte gør det muligt, at bygge civile samfund, som kan løfte sig over den amoralske familisme.
Bagsiden af medaljen er imidlertid at samvittighedsfulde mennesker bliver så optaget af sit gode rygte, at de bliver konformister. Da den intellektuelle og politiske venstrefløj endelig havde overtaget magten, skyldtes deres succes i høj grad at de var enerådende på den moralske og intellektuelle scene hvad angår race og etnicitet. Kulturkritikken var blevet stueren og en grundsten i det intellektuelle etablissement. Mennesker, som afveg fra venstresidens konsensus, blev mødt med katastrofale skår i anseelsen – intet mindre en psykologisk afmagt.
Der er mange eksempler på styrken i denne mekanisme. For 60 år siden blev Anne Morrow Lindbergh et af de første ofre for den moderne form for politisk korrekthed, da hendes mand, Charles Lindbergh fastslog, at jøderne var med på at forsøge at få USA med ind i den II. Verdenskrig. Kort efter hans tale, skrev hun:
Stormen tager til ... jeg føler, at dette er begyndelsen på en kamp, konsekvent ensomhed og isolation, som vi ikke har kendt før ... For jeg er jo langt mere forbundet med de verdslige ting, end han er, det er vanskeligere for mig at give afkald på vennerne, populariteten osv., jeg tåler ikke så godt kritikken, kulden og ensomheden ... Vil jeg i det hele taget kunne handle i New York igen? Jeg blev jo altid lagt mærke til, men nu, at blive gloet på med had, at vandre gennem hav af had! 79
Det er slående, at skylden og skammen ikke mindskes, selv om hun på et intellektuelt niveau sikker på, at hendes meninger er solidt funderet på forskning og logiske konklusioner og er moralsk forsvarlige. Anne Morrow Lindbergh skriver:
Jeg kan ikke logisk forklare min stærke, følelsesmæssige reaktion. Har jeg ikke mod nok, til at konfrontere problemet? Er det min manglende evne til at gennemskue tingene? Eller er min intuition velfunderet og i orden? Jeg ved det ikke, men jeg er frygtelig oprørt, og det uroer ham. Jeg har den største tro på ham som person – på hans integritet, hans mod og hans godhed, ærlighed og venlighed – hans ædelmodighed i allerhøjeste grad ... Hvordan i al verden skal jeg så kunne forklare min stærke følelse af at komme galt af sted med det, han gør? Hvis det, han sagde, er sandt (og det tror jeg, at det er), hvorfor var det da galt at sige det?
Hendes reaktion er ufrivillig og irrational, utilgængelig for logisk analyse. Charles Lindbergh sagde den pureste sandhed, men en logisk forståelse af sandhedsgehalten i hans analyse formår ikke at dæmpe hans kones psykologiske traume i mødet med de fjendtlige blikke. Traumet er et resultat af at samvittighedssystemet leder til tab af anseelse på grund af forbrydelsen mod det kulturelle tabu: Ikke diskuter jødisk indflydelse!
På universitet, hvor jeg arbejder, er jeg blevet angrebet og har oplevet lignende ting, omend i mindre målestok. 80 Som med Anna Morrow Lindberghs bekymring angående handleturene til New York, så er det tungt at klare hverdagen på universitetet med et frynset rygte. Og det handler ikke bare om, at klare hverdagen. Det er det, at dissens angående race og etnicitet har enorme moralske overtoner. Hvis man har meninger, der strider med den gældende teori om makroøkonomi eller hovedindflydelsen på den franske romantik i det 19. århundrede, da kan man risikere at blive betragtet som lidt sær eller måske ikke for klog. Men man bliver næppe overdynget med moralsk raseri.
Hvis vi antager, at akademikere tenderer til at være af den samvittighedsfulde type, så er det ikke overraskende, at akademikere nøler med at gøre eller sige noget, der kunne bringe deres anseelse i fare. Dette er mildt sagt ironisk, for det passer ikke med billedet af akademikere som frygtløse sandhedssøgere. I modsætning til politikere, som er nødt til at smiske for sine vælgere, og i modsætning til mediepersonligheder, hvis job ikke er beskyttet, så har fastansatte akademikere ingen undskyldninger for ikke at ville tåle at blive kaldt ”antisemit” eller ”racist” i arbejdet med at formidle sandheden. Det er en del af arbejdet – og netop en væsentlig grund til i det hele taget at vælge fastansættelse – at de må være villige til at forsvare upopulære synspunkter: At bruge al sin genialitet og ekspertise til at kortlægge nye områder, som udfordrer den almindelig accepterede viden.
Men dette billede af akademikere stemmer simpelt hen ikke. Tænk for eksempel på en artikel, der kom næsten to måneder efter udgivelsen af John Mearsheimers og Stephen Walts berømte afhandling om den israelske lobby 81 med den behørige titel: ”A hot paper muzzles academia”. (En brandfakkel lukker munden på akademia.) 82
I stedet for en voldsom debat enedes de fleste professorer om at være uenig. Ja, de prøvede til og med på at bilde offentligheden ind, at der ikke engang var tale om uenighed. På Harvard og andre skoler, var artiklen simpelt hen for farlig at gå ind på og afslørede et dybt splittet akademia, som på den anden side var frygtelig bange for at blive blandet ind i et af de varmeste, politiske emner i vor tid. Det var på en måde en akademisk kold krig: Upålidelige grupperinger skjalv i frygt ved udsigten til karrierens sikre død.
Professorer ville ikke tale hverken for eller imod artiklen. En professor fra Ivy League sagde det på denne måde: ”Mange [af mine kollegaer] var mere optaget af de politiske sider af det og hvordan det hele skulle lande.”
Der er desværre mange beviser på, at akademikere i almindelighed helst undgår kontroverser og ting, der kunne skaffe dem fjender. Faktisk er der forskere, der, med dette i tankerne, stiller spørgsmål ved fastansættelsesordningen. En nyere undersøgelse af 1004 eliteuniversitetsprofessorers opførsel tydeliggør dette. 83 Uafhængig af deres rang betegnede professorer deres kolleger som
ikke særlig villige til at blande sig i ting, som deres kolleger satte sig imod. Selv fuldværdige, fastansatte professorer troede bare at [andre fuldværdige professorer] ville påberåbe sig akademisk frihed ”nogen gange”, snarere end ”almindeligvis” eller ”altid”. De vil ”sjældent” vælge konfrontation, men dog oftere end kollegerne af lavere rang... Deres selvcensur kan komme af et ønske om harmoni og/eller respekt for deres kollegers kritik, da de værdsætter deres meninger. Så undersøgelsen støtter ikke billedet af Professorus Americanus som en løssluppen overløber.
Set i denne sammenhæng giver Mearsheimers og Walts rapport mening. Som en professor sagde: ”Folk skulle nok give sit besyv med, hvis du gav dem politisk amnesti og lovede dem, at alle ville være venner bagefter.” 84 Dette intense ønske om at være accepteret og afholdt af sine kolleger er absolut forståeligt. At stræbe efter et godt rygte er en del af vores natur, specielt for de samvittighedsfulde af os.
Udstødning og moralsk fordømmelse fra ens omgivelser fremkalder skyldfølelse. Det sker helt automatisk og hidrører fra vigtigheden af at indordne sig under gruppen. Det er specielt udpræget i det individualistiske Vesten, hvor det at skabe sig et godt rygte går langt ud over familiens grænser og skaber grundlaget for tillid og civilt samfund, og hvor det dårlige rygte kunne føre til udstødning og at ens arvemateriale ikke blev videreformidlet.
At kunne forsvare ideer og holdninger logisk, som fører til moralsk fordømmelse, vil – som vist med eksemplet Anne Morrow Lindbergh – ikke være tilstrækkeligt til at uskadeliggøre de komplekse, negative følelser, som denne form for udstødning fører med sig. Man kunne tænke sig, at vi skulle være i stand til at undertrykke disse primitive følelser på samme måde, som de prefrontale kontrolområder kan undertrykke etnocentriske impulser fra subcortex. Disse skyldfølelser stammer trods alt bare fra absolut normale holdninger angående etnisk identitet og interesser, som Vestens kritikkultur har tabuiseret. Det burde virke helbredende at vide, at denne kultur er indført af mennesker, som typisk har en stærk bevidsthed om sin egen etniske identitet og interesser. Og det burde kunne linde på skyldfølelserne, hvis vi forstår, at denne kultur nu holdes i live af mennesker, der ofrer deres egne etniske interesser i jaget efter materielle fordele og psykologisk bekræftelse. Skyldfølelserne er ganske enkelt slutresultatet af etnisk krig, udført på ideologisk, kulturelt niveau i stedet for på slagmarken.
Det er imidlertid ikke enkelt at slippe af med skyldfølelsen og skammen. Psykoterapi for hvide mennesker begynder med eksplicit forståelse for det, der tillader os at handle for vore egne interesser, selv om vi ikke helt er i stand til at kontrollere de negative følelser, der måtte vækkes derved.
Robert Trivers, udviklingsteoretiker, mener, at skyldfølelse er et tegn til gruppen om, at man vil forbedre sig og opføre sig ordentligt i fremtiden. Skam derimod er et tegn på, at man underkaster sig mennesker højere oppe i hierarkiet. Sådan set er en person, som ikke er i stand til at føle hverken skam eller skyldfølelser, en sociopat; en, der ikke har noget ønske om, at indordne sig i en gruppe. Som tidligere nævnt er sociopater ikke særlig samvittighedsfulde, og udvælgelsen op gennem tiderne var utvivlsom hård mod sociopater hos de vestlige folk. Det var højt ansete, samarbejdende mennesker, der vant.
KONKLUSION
Jeg tror at evolutionister ikke har været tilstrækkeligt fintmærkende på det enorme svælg mellem mennesker og dyr hidrørende fra den generelle menneskelige intelligens og samvittighedsfuldheds systemet. På et meget bredt niveau tillader samvittighedsfuldheds systemet at vores adfærd kommer under kontrol af den omgivende kultur. Vi laver komplicerede vurderinger om hvordan vores adfærd vil berøre os ud fra det gængse kulturelle miljø. Potentielle mordere kan tænke på muligheden for at efterlade DNA-bevis og hvilken studehandel mellem anklager og forsvarer der vil være mulige hvis de bliver fanget. Potentielle tankeforbrydere må vurdere risiciene på deres levebrød og på omdømmet i deres dagligdag.
Men det bliver mere kompliceret end det. Moderne mennesker er udsat for et ofte forvirrende sæt af kulturelle budskaber, der påvirker hvordan de ser verdenen. Disse budskaber er ofte rettet på Systemet for eksplicit behandling og de kan være påvirket af en lang række af konkurrerende interesser. For eksempel er det en banalitet at medie billeder har en vigtig effekt på adfærd selv om folk er uvidende om at deres adfærd er påvirket af billederne.85 Disse billeder er ofte konstruerede af reklamefolk, som bevidst prøver at påvirke modtagerne af budskaberne på en facon, der er i overensstemmelse med annoncørens interesser, ikke modtagerens.
Mere vigtigt former mediebudskaber diskussionen om emner, der er relateret til hvid identitet og interesser. Kritikkulturen er blevet den eksplicitte kultur i Vesten, endeløst gentaget i mediebudskaber, men i forskellig indpakning for folk af forskellige niveauer i intelligens og uddannelse og for folk i forskellige med forskellige interesser og fra forskellige subkulturer.86 Budskabet af dette skrift er at, ved programmeringen af hjernens øvre områder er denne eksplicitte kultur i stand til at kontrollere de implicitte etnocentriske tilbøjeligheder for hvide personer.
I forsøget på at finde en vej ud af dette morads, er det afgørende at ændre den eksplicitte kultur. At omskrive Bill Clintons præsident-kampagneslogan, det er den eksplicitte kultur, dumrian. At ændre den eksplicitte kultur vil ikke blive let, men jeg foreslår at det første trin er på det psykologiske plan: Stolte og selvsikre eksplicitte påstande om etnisk identitet og interesser mellem hvide folk og skabelsen af fællesskaber, hvor sådanne eksplicitte påstande bliver betragtet som normale frem for en grund til udstødelse. Grunden til at sådanne påstande appellerer til vores implicitte psykologi er bestemt en fordel. Det er altid nemmere at gå med en naturlig tendens end at modsætte sig den. Og i denne sag er det at modsætte sig vores naturlige etnocentriske tilbøjeligheder, ved at aktivere den prefrontale hjernebarks hæmmende regulering, imod vores egne etniske interesser, er intet mindre end en dødsdom.
APPENDIX: ETHNOCENTRISMENS BIOLOGISKE RØDDER
Frank Salter fremsætter et mægtigt bidrag om etnocentrismens tilpasningsevne. 87
Forskellige menneskelige etniske grupper og racer har været adskilt for tusinder af år, og under denne periode har de udviklet nogle genetiske særpræg. Dette genetiske særpræg udgør en lagerhal af genetisk interesse.
Med andre ord har folk en interesse i deres etniske gruppe, på præcis same måde som forældre har en genetisk interesse i at opfostre deres børn:
Ved at opfostre deres børn, sikrer forældre at deres unikke gener går videre til næste generation. Men ved forsvar af etniske interesser, gør folk det samme—sikrer at den genetiske unikhed af deres etniske gruppe videregives til næste generation. Når forældre af en bestemt etnicitet har succes med at opfostre deres børn, vil deres etniske gruppe også have succes fordi den genetiske unikhed af deres etniske gruppe er bevaret som del af deres barns genetiske arv. Men når en etnisk gruppe har succes med at forsvare dets interesser, har individuelle medlemmer af den etniske gruppe også haft succes, fordi den genetiske unikhed, som de deler med de andre medlemmer af den etniske gruppe, er givet videre. Dette er tilfældet selv for folk som ikke får børn: En person har genetisk succes når hans etniske gruppe som et hele har fremgang.
Et hurtigt kig i historien viser at konflikter mellem stammegrupper har været almindeligt igennem hele den menneskelige historie. Samvirkende forsvar hos stammefolk er universel og ældgammel, som har forstærket den genetiske egnethed af dem, der har handlet for at fremme deres gruppes interesser. Under sådanne omstændigheder ville det have været underligt, hvis naturlig udvælgelse ikke formede den menneskelige psyke til at være prædisponeret for etnocentrisme. Selvfølgelig fortæller denne kendsgerning os ikke hvilken psykologisk mekanisme, som faktisk blev udviklet til at fremme etnocentrisme eller hvordan disse mekanismer kan blive kontrolleret af afdæmpende mekanismer lokaliseret i den prefrontale hjernebark. For det, må vi vende os mod en empirisk udforskning.
Genetisk Similarity Teori: Krage søger mage
J. Philippe Rushtons Genetisk Similarity Theory (GST) er en biologisk/genetisk teori der sigter på at forklare positiv sortering på en mangfoldighed af træk i venskaber, ægteskab og fælleskabsdannelse.88 Venner, ægtefæller og andre folk vi danner fællesskab med, ligner os mere end folk udvalgt vilkårligt. På det psykologiske plan kan den samme mekanisme, der har indflydelse på disse valg, meget vel være involveret i positive indstilling mod personer i den samme etniske gruppe.
Folk sorterer ikke bare positivt for en lang række træk, sådan gør de mest på træk, som er mere arvelige—det vil sige, træk som har en relativ stærk genetisk påvirkning. Dette betyder at når du vælger en ægtefælle, der ligner(similar) dig genetisk, vil dine børn også komme til at ligne dig end hvis du (gud forbyde det!) havde valgt din ægtefælle rent tilfældigt. Endvidere har enæggede tvillinger mere ens ægtefæller og venner end tveæggede tvillinger. Genetiske forskelle påvirker derfor tilbøjeligheden til at udvælge andre der ligner en.89 Med andre ord er nogle af os mere tiltrukket til ægtefæller og venner, der genetisk ligner os end andre, denne tilbøjelighed har indflydelse genetisk.
Dette indebærer, at når der er et valg der skal træffes, hvad enten på ægteskab, venskab eller typen af fællesskabsdannelse, så er det altid de samme der ligner os. Vi er mere tilbøjelige til at vælge andre der ligner, som en vej til at forøge fordelene af forbindelsen og formindske risiciene. Selvsagt er det at være af samme race, et meget vigtig grundlag for lighed(Similarity). I midten af dette skrift, beskriver jeg hvad jeg kalder implicit hvide fællesskaber: Fællesskaber så som NASCAR og country musik findes vilkårligt i De Forende Stater, hvor det store flertal af deltagerne er hvide, men ikke nødvendigvis er selvbevidste om det. Altså vælger hvide folk at være sammen med folk, som er hvide ligesom dem selv, men de tænker ikke nødvendigvis på deres valg, som et bevidst ønske om at være en del af et hvidt fællesskab. På det psykologiske niveau, er GST rimeligvis den bedste forklaring på dette fænomen.
Social Identitets mekanismer: Vores hold er bedre (og bedre og mere moralske) end jeres hold
En tidlig form for social identitets teori blev fremført af William Graham Summer, en pioner indenfor evolutionær antropologi, i 1906:
Loyalitet til en gruppe, opofrelse for den, had og foragt for de andre, broderskab indenfor, krigerisk overfor omverdenen — alle de mange fænomener med oprindelse i den samme situation flyder sammen og bliver urørlige ved deres religiøse tilknytning. Den anden gruppes mænd er fremmede. Vores forfædre kæmpede mod deres forfædre... Hver gruppe nærer sin egen stolthed og forfængelighed, praler af sin egen overlegenhed, ophøjer sin egen guddommelighed og ser nedladende på de fremmede. Hver gruppe mener, at deres måde at leve på, er den eneste rigtige, og synet af de andres skikke fremkalder foragt. 90
Psykologiske undersøgelser viser at folk er meget tilbøjelige til at identificere dem selv med egengrupper. Når folk først er inde i en gruppe overdrives egengruppe-medlemmers positive træk, og de overdriver homogeniteten af deres egengruppe på disse positive træk( ”Vi er bedre og har høje moralske standarder”). På den anden side, har folk tendens til at have negative fordomme om fremmedgruppen og er endog mere tilbøjelige til at overdrive omfanget hvormed fremmedgruppen deler disse negative træk (”de er dumme og uærlige”).91 Selvfølgelig, i visse tilfælde, kan disse fordomme have en hel del sandhed på sig. Der er godt vidnesbyrd for at social identitets processer er psykologiske tilpasninger frembragt ved naturlig udvælgelse gennem konkurrence mellem grupper. William Graham Summer ville ikke blive overrasket over at moderne undersøgelser viser at denne gruppedynamik er tværkulturelt universel. Tilsvarende resultater er fundet på tværs af forsøgspersoner med varierende alder, nationaliteter, og social status og kan endog ses blandt meget unge børn.92 Antropologisk vidnesbyrd indikerer det universelle i den tendens, der er i at betragte ens egen gruppe som overlegen 93 og at nedgøre fremmedgrupper. Som antropolog Horowitz beskriver, ” i det ene land efter det andet beskrives andre etniske grupper i usmigrende og nedsættende vendinger” 94
Læg mærke til, at selv om social identitets processer er en evolutionær tilpasning, så virker de ikke ved at bestemme genetiske forskelle mellem grupper. I stedet er det en vigtig ting, at folk er i forskellige grupper. Et godt eksempel ville være 2. Verdenskrigs intern-tjenstlige rivaliseren—som genspejlet i værtshusslagsmål mellem soldater er matroser. Der behøver ikke at være nogen genetisk forskel overhovedet mellem de to hold eller begge hold kunne være en blanding af forskellige etniske grupper, men social identitets mekanismer får stadig os til at have høje tanker om vores hold og knap så høje om dem overfor. Faktisk har nogle evolutionære psykologer foreslået at bruge denne egenskab af vores psykologi, til at fjerne fokus på betydningen af race som en kategori. 95
Individualisme/kollektivisme: Individualisme er grundlaget for vestlig modernisme.
Selv om den universelle tendens er at identificere sig med grupper, så er der nogle vigtige forskelle. Vestlige kulturer går hen imod individualisme, hvorimod det meste af den resterende verden er mere kollektivistisk i dets livssyn.96 Individualistiske kulturer viser beskedent følelsesmæssigt tilknytning til egengrupper. Personlige mål står over alt andet. Og socialisering understreger vigtigheden af selvstændighed, uafhængighed, individuel ansvarlighed og af at ”kende dig selv”. 97
Individualister har mere positive indstillinger overfor fremmede og fremmedgruppe-medlemmer, de er mere tilbøjelig til at opføre sig på en prosocial, altruistisk vis overfor fremmede (f.eks. hvide medicinske hjælpearbejdere i Afrika).98
Individualisme er forbundet til en række træk, som tilsammen danner grundlaget for vestlig modernisme: Kernefamilien, tosidede slægtskabs mønstre, monogami, universel moral, civile sammenslutninger baseret på tillid og omdømme snarere end slægtskabs forbindelser, relativ mangel på etnocentrisme og gruppe orientering, samt naturvidenskab.99 Kollektivistiske kulturer typiske for Mellemøsten, Kina, Indien og afrikanske kulturer har en række modsatte træk. Meget centralt er disse samfund baseret på udvidet slægtskab og stamme tilhørsforhold.
En illustrativ kontrast mellem individualistiske og kollektivistiske samfund er på området moralsk ræsonnement. I kollektivistiske samfund, er moralitet defineret med hensyn til om hvorvidt en handling tilfredsstiller en forpligtigelse indenfor familie eller slægtskabsgruppe. I individualistiske samfund derimod, er moralitet tænkt som en abstrakt tilfredsstillende opfattelse af retfærdighed. De moralske implikationer af den individualistiske/kollektivistiske forskel kan blive set i et studie af kontrasterne mellem Indien(en kollektivistisk kultur) og De forenede Stater(en individualistisk kultur). Unge voksne og børn er blevet spurgt, hvad de ville gøre i følgende situation:
Ben var i Los Angeles på forretningsrejse. Da hans møder var færdige,
tog han hen til togstationen. Ben planlagde at rejse til San Francisco for
at deltage i hans bedste vens bryllup. Han var nødt til at nå det allerførste
tog, hvis han skulle nå at komme i tide til højtideligheden, fordi han var
den der skulle overlevere bryllupsringene. Imidlertid var Bens tegnebog
blevet stjålet på togstationen. Han havde mistet alle sine penge
såvel som sin togbillet til San Francisco. Ben henvendte sig til flere
stationsfunktionærere såvel som togpassagere og spurgte dem om
at låne ham penge til køb af ny billet. Men, fordi han var en fremmed,
var ingen villig til at låne ham, de penge han behøvede. Imens Ben sad på
en bænk og overvejede hvad han nu skulle stille op, forlod for en stund en
velklædt mand bænken, der havde siddet ved siden af ham. Da han kiggende hen
hvor manden havde siddet, lagde han mærke til, at manden havde efterladt sin
frakke uden opsyn. Fra mandens frakkelomme stak der en togbillet til San
Francisco ud. Ben vidste at han kunne tage billetten og bruge den til at rejse
til San Francisco med det næste tog. Han så også at manden havde rigeligt
med penge i jakkelommen til at købe en ny togbillet. 100
Indiske forsøgspersoner var mere end dobbelt så tilbøjelige til at vælge at tage billetten for at
indfri deres familie forpligtigelse (omkring 80 procent til 40 procent). I den anden ende var børn i De forenede Stater tilbøjelige til at sige, at manden ikke skulle stjæle togbilletten, fordi det bryder med principperne om retfærdighed, som gælder alle. For børnene fra Indien, er moral defineret ud fra familiens behov. For børnene fra De Forenede Stater, er moral defineret mere ud fra abstrakte principper om retfærdighed.
Individualisme danner grundlaget for vestlig succes, men det medfører at kontrollen af etnocentrismen mellem hvide folk er relativ beskeden. Som diskuteret i midten af dette skrift, indebærer det ikke at hvide folk mangler etnocentrisme.
Men det medfører at kontrollen over etnocentrismen blandt hvide er nemmere, fordi de er relativt mindre knyttede til deres folk og kultur end det overvejende flertal af andre mennesker.
Det er sandsynligt at individualisme/kollektivisme har et biologisk grundlag, fordi det har udbredte forgreninger på områderne af slægtskabsforbindelser, ægteskab og udviklingen af civile sammenslutninger, som definerer vestlig modernisme. Min teori er at denne række af træk er resultatet af lang tids evolution i nordligt klima.101
Er der et “menneskelig slags” modul?
Mennesker har en naturlig tendens til at placere sig selv i grupper og til at tænke positivt om deres egengruppe og rakke ned på fremmedgrupper. Disse grupper kan spænde over grupper som psykologer vilkårligt har valgt, til bowling ligaer, fodboldhold og religiøse grupper. Generelt ser det dog ud til, at nogle grupper har større følelsesmæssig tiltrækning end andre. Psykologer vil særdeles finde diskrimination imod fremmedgrupper i vilkårligt valgte grupper, men personerne er ikke villige til at ofre deres liv for en tilfældigt valgt gruppe, eller for dens sags skyld deres bowlinghold. Universitets studenter identificer sig med deres universitet eller studenterforening og rakker ned på andre universiteter og deres studenterforeninger, men få studenter ville pådrage sig for store omkostninger ved at gøre sådant. Derimod går etniske, religiøse og patriotiske følelser langt dybere og det er ikke ualmindeligt for personer at påtage sig den ultimative opofrelse på vegne af disse grupper.
Dette rejser spørgsmålet hvorvidt race og etnicitet er naturlige kategorier. I så fald, har personer en naturlig tendens til at klassificere dem selv i egengrupper og fremmedgrupper på grundlag af disse kategorier. Og de vil have tilbøjelighed til stærkere loyalitet til disse grupper end f.eks. til deres frimærkesamlerklub. Disse mekanismer vil også gøre disse grupper følelsesmæssigt mere tiltrækkende. Personer vil have mere tendens til at blive følelsesmæssigt involveret i disse grupper end i en haveforening: For eksempel vil vi få mere psykologisk tilfredsstillelse ved at blive accepteret af den raciale eller etniske gruppe, og vi bliver mere ulykkelige på muligheden ved at blive forvist fra selvsamme gruppe. Den dybe og tilsyneladende uudryddelige tilknytning, som så mange mennesker har til deres etniske gruppe er en stærk antydning på at der faktisk er et menneskelig slags modul (human kind module), som automatisk placerer mennesker i racemæssige kategorier. Sådant et modul kan måske også resultere i automatiske negative følelser imod en racemæssig fremmedgruppe. Som før beskrevet, har selv ikke etnocentriske hvide en tilknytning til deres egen race, endskønt snarere rudimentær og ubevidst.
Til dato, har undersøgelser fokuseret på om race og etnicitet er naturlige kategorier. Eftersom den officielle ideologi er; at race er intet mindre end an social konstruktion, er det ikke overraskende at der er en hel del polemik om dette emnet.102 Faktisk ser det ofte ud til, at der ofte lægges meget politisk korrekt intellektuel energi ind på at bevise, at Moder Natur på ingen måde kunne have skabt race og etnicitet som naturlige kategorier. Nogle argumenterer at mennesker umuligt kan have et menneskelig slags modul, fordi forud for den moderne verdens mulighed for transport over lange afstande, ville de ikke have kunnet komme i kontakt med andre racer eller etniske grupper. 103 Rent faktisk har migration over lange afstand, der er sket over flere generationer, bragt mennesker af forskelligt fysisk udseende i kontakt med hverandre. 104 Denne form for gentaget kontakt med fremmede ville give muligheder for evolutionen af et modul specialiseret i at opfange og reagere på raciale og etniske forskelle.
Et andet politisk korrekt forslag er at folk bliver ”narret” til at tænke at etniske og raciale grupper er virkelige, fordi de kunstigt efterligner dyrearterne. 105 Ligesom dyrearter, gifter etniske grupper mellem dem selv og medlemskabet er ved afstamning.( En kan ikke beslutte sig til at sige: Japanesisk) Ifølge denne teori, er fejlen at tænke, at racer og etniske grupper virkelig er ligesom dyrearter.
En anden teori argumenter for, at der er et menneskeligt slags modul, som udviklede for kategorier såsom køn og alder, men ikke race. Siden alle mennesker over evolutionær tid ville udsat for kategorierne køn og alder, ville der være et modul, at disse kategorier er væsentlige til personernes identitet og ikke kan ændres. Imidlertid er dette modul ”narret” til at tænke at forskellige racer og etniske grupper også er naturlige menneskelige slags (human kinds). .106
Men selvfølgelig, etniske grupper viser genetisk forskelle fra hinanden, og de ser karakteristisk forskellige ud fra hinanden. Fejlen er at benægte virkeligheden af de genetisk baserede raciale og etniske forskelle og simpelt hen at afvise muligheden, at mennesker over evolutionær tid gentagende er blevet udsat for forskellige grupper, således at raciale og etniske forskelle virkeligt ville være en naturlig udløser for dette modul.
Mit synspunkt er at vi faktisk har et menneskeligt slags modul(human kinds module) designet ikke kun til at kategorisere folk udtrykt i et udvalg af naturlige kategorier, som mænd, kvinder og børn, men til specifikt at kategorisere personer tilhørende en anderledes racial/etnisk gruppe.107 Selv i en meget tidlig alder betragter børn race i mere essentielle termer, end beskæftigelse eller kropsbygning – Det er, de ser det som nedarvet og som en vigtig del af en persons identitet. Vi kan ændre vores kropsbygning eller vores beskæftigelse, men ikke vores race.(Michael Jackson må være en undtagelse!)
Race og etnicitet har alle de karakteristiske træk for et udviklet modul. Behandlingen af racemæssige og etniske forskelle går lynhurtigt, ubevidst og automatisk – Alle karakteristiske for implicit behandling og kendetegn for udviklede moduler.108 Sociale psykologiske forsøg viser at forsøgspersoner reagerer forskelligt på ansigter på racial egengrupper og fremmedgrupper.109 For eksempel er forsøgspersoner bedre i stand til at huske ansigter af personer fra deres egen race. 110 Forsøgspersoner er også hurtigere til at klassificere billeder af raciale fremmedgruppe medlemmer end egengruppe medlemmer. 111 Der er godt bevis for at mennesker har en naturlig frygt for slanger og edderkopper på grund af vores evolutionære fortid. Så det er interessant at der for hvide personer, som kigger på billeder af sorte, udløses en frygt reaktion på samme måde som billeder af slanger og edderkopper gør. 112 Den grundlæggende procedure er at vise, lad os sige, en hvid forsøgsperson forskellige billeder (blomster, sorte mennesker, hvide mennesker, slanger, biler), hvoraf nogle efterfølges af et mildt chok. Efter at lære hvad der vil ske når billedet bliver vist, foregriber forsøgspersoner chokket ved at vise en frygt reaktion så snart billedet bliver vist. Så bliver chokket afbrudt. Resultaterne viser at selv efter afbrydelse af chokket vil hvide forsøgspersoner vise en frygtreaktion af billeder af sorte og slanger, men ikke af hvide eller billeder af harmløse ting som blomster, der før var blevet parret med et chok. Dette er i overensstemmelse med teorien at hvide har en naturlig frygt for sorte (og slanger). Kendsgerningen at de hurtigt stopper med at frygte billedet af en blomst, når det ikke længere er parret med et chok, betyder at vi ikke har en naturlig frygt for blomster.
I en anden undersøgelse var billeder af raciale egengrupper og fremmedgrupper fastsat med optagelser af funktionel-magnetisk-resonans afbildninger. Resultaterne viste at billederne udløste aktivitet i amygdale, som er en region under hjernebarken med for ansvaret for frygt. 113 For eksempel havde hvide forsøgspersoner en stærkere amygdale reaktion på billeder af sorte end på hvide, når billederne blev vist for hurtigt til at blive bearbejdet ved bevidsthed. Under disse omstændigheder, blev billederne bearbejdet ubevidst ved aktivitet i amygdalen.
Disse undersøgelser er bevis på, at der er en naturlig frygt for racemæssige fremmedgrupper. 114
Dette bevis er ikke afgørende, fordi man kan tænke sig at automatisk negative reaktioner af hvide overfor sorte kunne blive lært af gentagne dårlige oplevelser med sorte eller på grund af gentagende negativ portrættering af sorte i medierne. Denne mekanisme kan også virke via tidlig socialisering: Den type personer jeg ser omkring mig i tidligt i livet er min racemæssige egengruppe. Faktisk viser studier over barnets udvikling at præference for egen race forekommer efter 3 måneder, men er ikke til stede efter en måned. 115 Endvidere, har spædbørn mindre præference for deres egen race, hvis de bliver eksponeret for andre racer under denne tidlige periode. Hvis det er tilfældet, så vil folk have en samme-race præference under typiske naturlige forhold. Denne mekanisme kan dog blive ”narret”, ved eksponering for andre racer i løbet af den tidlige barndom.
Konklusion
De evolutionære rødder af etnocentrisme er usikre, men vi bør være åben overfor ideen, at mere end en mekanisme er relevant.
Af de her betragtede mekanismer, Rushtons Genetisk similarity teori har den mest uforlignelige empiriske understøttelse. Som antydet ovenfor har denne mekanisme rimeligvis ansvarlig for implicit hvide fællesskaber, diskuteret i midten af dette skrift.
Der er også godt belæg for at social identitets processer er en biologisk tilpasning. Dog siden de ikke svarer til genetiske forskelle mellem grupper, er de ikke rigtig til nytte i etnisk forsvar medmindre grupperne allerede er sammensat på et etnisk grundlag.
Det er også meget sandsynligt at Individualisme/kollektivisme har et biologisk grundlag, på grund af dets udbredte forgreninger på områder som slægtskab, relationer, ægteskab og udviklingen af civile fællesskaber som definerer Vestlig modernisme. Denne samling af træk giver også mening, som en økologisk reaktion på de forhold nordlige jæger-samler folk var udsat for i istiden.
Eksistensen af et modul, der er sensibel overfor racial og etnisk egengruppe og fremmedgruppe forbliver et stridspunkt, men jeg synes at beviserne er overbevisende, at et sådant modul eksisterer. Jeg tror det er den eneste vej til at forklare, hvorfor etniske følelser og loyalitet er så intense og vedholdende selv i den moderne verden. Det bedste bevis er at dette modul er programmeret som resultat af tidlige oplevelser under barndommen.
Under alle omstændigheder, ligegyldigt styrken af mekanismen der ligger til grund for etnocentrisme, som her er gennemgået, er disse naturlige etnocentriske tendenser utilstrækkelige til at tilvejebringe et etnisk forsvar af hvide i den nuværende verden – argumentet fremsagt i midten af dette skrift.
Kevin MacDonald er professor i psykologi på California State
University - Long Beach, og er forfatteren til en trilogi om Judaisme som en
evolutionær strategi: A People That Shall Dwell Alone
(1994), Separation and its Discontents (1998), og The
Culture of Critique (1998). En revideret udgave af The Culture of
Critique (2002), med en udvidet introduktion, fås hos
www.1stBooks.com or www.amazon.com.
Tjek også Kevin MacDonalds blog her: http://www.kevinmacdonald.net/Blog.htm
Henvisninger
Aboud, F. (1988). Children and Prejudice. New York: Blackwell.
Anderson, S. W., A. Bechara, H. Damasio, D. Tranel, & A. R. Damasio.(1999). Impairment
of social and moral behavior related to early damage in human prefrontal
cortex. Nature Neuroscience 2:1032–1037.
Ashburn-Nardo, L., M. L. Knowles, M. J. Monteith.(2003). Black Americans’ implicit
racial associations and their implications for intergroup judgment. Social
Cognition 21:61–87.
Augoustinos, M., & D. L. Rosewarne. (2001). Stereotype knowledge and prejudice in
children. British Journal of Developmental Psychology 19:143–156.
Bargh, J. A., & T. L. Chartrand. (1999). The unbearable automaticity of being. American
Psychologist 54:462–479.
Bar-Haim, Y., T. Ziv, D. Lamy, R. M. Hodes. (2006). Nature-Nurture and own-race face
processing. Psychological Science 17:159–163.
Beauregard, M., J. Lévesque, & P. Bourgouvin. (2001). The neural correlates of selfconscious
control of emotion. Journal of Neuroscience 21 (R165):1–6.
Biale, D. (1982). Gershom Scholem: Kabbalah and Counter-History. 2nd ed. Cambridge,
MA: Harvard University Press.
Bothwell, R. K., J. C. Brigham, & R. S. Malpass. (1989). Personality and Social Psychology
Bulletin 15:19–25.
Bourhis, R. Y. (1994). Power, gender, and intergroup discrimination: Some minimal group
experiments. In M. P. Zanna & J. M. Olson (eds.), The Psychology of Prejudice: The
Ontario Symposium, vol. 7. Hillsdale, NJ: Erlbaum.
Brewer, M. B., & R. J. Brown. (1998). Intergroup relations. In D. T. Gilbert, S. T. Fiske, &
G. Lindzey (eds.), The Handbook of Social Psychology, 4th edition, vol. 2:554–594.
Boston, MA: McGraw-Hill.
Buss, D. M. (2005). The murderer next door: Why the mind is designed to kill. New York:
Penguin.
Ceci, S. J., W. M. Williams, & K. Mueller-Johnson. (2006). Is tenure justifi ed? An
experimental study of faculty beliefs about tenure, promotion, and academic
freedom. Behavioral and Brain Sciences, in press.
Chazan, R. (1987). European Jewry and the First Crusade. Berkeley: University of California
Press.
Coleman, M. S. (2006). Diversity matters at Michigan. University of Michigan News
Service, November 8.
www.ns.umich.edu/htdocs/releases/story.php?id=1050
Cooperman, A. (2006). GOP’s hold on evangelicals weakening. The Washington Post,
Oct. 6. www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2006/10/05/
AR2006100501763.html
Cosmides, L., J., Tooby, & R. Kurzban. (2003). Perceptions of race. Trends in Cognitive
Science 7:173–179.
Croll, P. C., D. Hartmann, J. Gerteis. (2006). Putting Whiteness Theory to the Test:
An Empirical Assessment of Core Theoretical Propositions, Dept. of Sociology,
University of Minnesota.
Cunningham, W. A., M. K. Johnson, C. L. Raye, J. C. Gatenby, J. C. Gore, & M. Banaji.
(2004). Separable neural components in the processing of black and white
faces. Psychological Science 15:806–813.
Cunningham, W. A., J. B. Nezlek, & M. R. Banaji. (2004). Implicit and explicit
ethnocentrism: Revisiting the ideologies of prejudice. Personality and Social
Psychology Bulletin 30:1332–1346.
Damasio, A. R. (1994/2000). Descartes’ error: Emotion, reason, and the human brain. New
York: Quill (HarperCollins).
Dunham, Y., A. S. Baron, & M. R. Banaji. (2005). From American City to Japanese
Village: The Omnipresence of Implicit Race Attitudes. Unpublished MS,
Harvard Graduate School of Education.
Duntley, J. D., & D. M. Buss. (2005). The plausibility of adaptations for homicide. In
P. Carruthers, S. Laurence, & S. Stich (eds.). The innate mind: Structure and
contents: 291–304. Oxford, UK: Oxford University Press.
Emerson, M. O., R. T. Kimbro, & G. Yancey. (2002). Contact theory extended: The
effects of prior racial contact on current social ties. Social Science Quarterly
83:745–761.
Emerson, M. O. & D. Sikkink. (2006). Does education help breed segregation? Rice
[University] Sallyport 61 (Fall 2006). www.rice.edu/sallyport/2006/fall/
sallyport/segregation.html
Fairbanks, E. (2006). A hot paper muzzles academia. Los Angeles Times, May14. www.
latimes.com/news/printedition/opinion/la-op-fairbanks14may14,1,6447050.
story?coll=la-news-commen
Fiske, S. T. (1998). Stereotyping, prejudice, and discrimination. In D. T. Gilbert, S. T.
Fiske, & G. Lindzey (eds.), The Handbook of Social Psychology, 4th edition, vol.
2:357–411. Boston, MA: McGraw-Hill.
Francis, S. (2002). Poll exposes elite-public clash on immigration. Vdare.com, October
24. www.vdare.com/francis/vast_gulf.htm
Fukuyama, F. (1995). Trust: The Social Virtues and the Creation of Prosperity. New York:
Free Press.
Geary, D. (2005). The Origin of Mind: Evolution of Brain, Cognition, and General Intelligence.
Washington, DC: American Psychological Association.
Gil-white, F. J. (2001). Are ethnic groups biological “species” to the human brain?:
Essentialism in our cognition of some social categories. Current Anthropology
42(4): 515–554.
Goldberg, J. J. (1996). Jewish Power: Inside the American Jewish Establishment. Reading,
MA: Addison-Wesley.
Guzzardi, J. (2004). Attend First Data’s Meetings—Put Shoe on Other Fote! Vdare.
com, August 4. www.vdare.com/guzzardi/fote.htm
Hirschfeld, L. A. (1996). Race in the Making: Cognition, Culture, and the Child’s Construction
of Human Kinds. Cambridge, MA: MIT Press.
Horowitz, D. L. (1985). Ethnic Groups in Confl ict. Berkeley: University of California Press.
Jewish Virtual Library (undated). Jewish vote in presidential elections. www.
jewishvirtuallibrary.org/jsource/US-Israel/jewvote.html
John, O. P. &, S. Srivastava. (1999). The Big Five trait taxonomy: History, measurement,
and theoretical perspectives. In L. A. Pervin & O. P. John (eds.), Handbook of
Personality: Theory and Research,2nd ed.: 102–138. New York: Guilford Press.
Kelly, D. J. et al. (2005). Three-month-olds, but not newborns, prefer own-race faces.
Developmental Science 8:F31–F36.
Kruse, K. M. (2005). White Flight: Atlanta and the Making of Modern Conservatism.
Princeton, NJ: Princeton University Press.
Levin, D. T. (1996). Classifying faces by race: The structure of face categories. Journal
of Experimental Psychology: Learning, Memory, and Cognition 22:1364–1382.
Lindbergh, A. M. (1980). War Within and Without: Diaries and Letters of Anne Morrow
Lindbergh. New York: Harcourt Brace Jovanovich.
Lloyd, J. (2006). Research presents disturbing picture of modern life. Financial Times,
October 8.
MacDonald, K. B. (1983). Production, social controls and ideology: Toward a sociobiology
of the phenotype. Journal of Social and Biological Structures6: 297–317.
MacDonald, K. B. (1994/2002). A People that Shall Dwell Alone: Judaism as a Group
Evolutionary Strategy. Lincoln, NE: iUniverse. Originally published in 1994 by
Praeger Publishers, Westport, CT.
MacDonald, K. (1998/2002). The Culture of Critique. Bloomington, IN: Firstbooks Library.
Originally published in 1998 by Praeger Publishers, Westport CT.
MacDonald, K. B. (1998/2004). Separation and Its Discontents: Toward an Evolutionary
Theory of Anti-Semitism. Originally published in 1998 by Praeger Publishers,
Westport CT.
MacDonald, K. B. (2001). An Integrative Evolutionary Perspective on Ethnicity. Politics
and the Life Sciences 21(2):67–79.
MacDonald, K. B. (2002). What Makes Western Culture Unique? The Occidental Quarterly
2(2):8–38.
MacDonald, K. B. (2004a). Understanding Jewish Activism III: Neoconservatism as a
Jewish Movement. The Occidental Quarterly 4(2):7–74.
MacDonald, K. B. (2004b). Was the 1924 immigration cut-off “racist”? Vdare.com, June
19. www.vdare.com/macdonald/040619_1924_immigration.htm
MacDonald, K. B. (2006). Heidi does Long Beach: The SPLC vs. academic freedom.
Vdare.com, November 14. vdare.com/macdonald/061114_splc.htm
Mearsheimer, J. J. & S. Walt. (2006). The Israel Lobby and U.S. foreign policy. Harvard
University Kennedy School of Government, Faculty Research Working Papers
Series. http://ksgnotes1.harvard.edu/Research/wpaper.nsf/rwp/RWP06-011
Miles, J. NASCAR nation. The New York Times Book Review, May 22.
Milinski, M., D. Semmann, & H. Krambeck. (2002). Reputation helps solve the “tragedy
of the commons.” Nature 415:424–426.
Miller, J. G., & Bersoff, D. M. (1992). Culture and moral judgment: How are confl icts
between justice and interpersonal responsibilities resolved. Journal of Personality
and Social Psychology 62:541–554.
Mohtashemi, M. & L. Mui. (2003). Evolution of indirect reciprocity by social information:
The role of trust and reputation in evolution of altruism. Journal of Theoretical
Biology 223:523–531.
Moody, J. (2002). Race, school integration and friendship segregation in America.
American Journal of Sociology 107:679–716.
Monteith, M. J., L. Ashburn-Nardo, C. I. Voils, & A. M. Czopp. (2002). Putting the
brakes on prejudice: On the development and operation of cues for control.
Journal of Personality and Social Psychology 83:1029–1050.
Murray, S. (2005). Dean’s words draw Democratic rebukes. The Washington Post, June
9:A06. www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2005/06/08/
AR2005060800650_pf.html
Nosek, B.A., M.R. Banaji, & A.G. Greenwald. (2002). Harvesting intergroup attitudes
and stereotypes from a demonstration website. Group Dynamics 6: 101–115.
Olsson, A., J. P. Ebert, M. R. Banaji, & E. A. Phelps. (2005). The role of social groups
in the persistence of learned fear. Science 309:785–787.
Panchanathan K. & R. Boyd. (2003). A tale of two defectors: The importance of
standing for evolution of indirect reciprocity. Journal of Theoretical Biology
224:115–126.
Peterson, G. Brawl puts glaring spotlight on NBA. Contra Costa Times, Dec. 22.
www.contracostatimes.com/mld/cctimes/sports/columnists/gary_
peterson/16297830.htm
Pew Forum on Religion and Public Life. (2006.) Religious voters and the midterm elections.
Washington, DC, November 13. pewforum.org/events/index.php?EventID
=132&gclid=CMqetuKxqYkCFR-CYAodt2pCMQ
Phelps, E. A., K. J. O’Connor, W. A. Cunningham, E. S. Funayama, J. C. Gatenby, J. C.
Gore, & Banaji, M. R. (2000). Performance on indirect measure of race evaluation
predicts amygdala activation. Journal of Cognitive Neuroscience 12: 729–738.
Platz, S. G. & H. M. Hosch (1988). Journal of Applied Social Psychology:972–984.
Öhman, A. (2005). Conditioned fear of a face: A prelude hman, to ethnic enmity? Science
309:711–713.
Raine, A., J. R. Meloy, S. Buhrle, J., Stoddard, L. LaCasse, & M. S. Muchsbaum. (1998).
Reduced prefrontal and increased subcortical brain functioning assessed
using Positron Emission Tomography in predatory and affective murderers.
Behavioral Sciences and the Law 16:319–332.
Roberts, B. W., O. S. Chernyshenko, S. Stark, & L. S. Goldberg. (2005). The structure
of Conscientiousness: An empirical investigation based on seven major
personality questionnaires. Personnel Psychology 58:103–139.
Rothbart, M. & M. Taylor. (2001). Commentary on Gil-white’s “Are ethnic groups
biological ‘species’ to the human brain? Essentialism in our cognition of some
social categories.” Current Anthropology 42(4):544–545.
Rushton, J. P. (1989). Genetic similarity, human altruism, and group selection. Behavioral
and Brain Sciences 12:503–559.
Rushton, J. P. (1999). Genetic similarity theory and the nature of ethnocentrism. In K.
Thienpont & R. Cliquet (eds.) In-group/Out-group Behavior in Modern Societies:
An Evolutionary Perspective: 75–107. The Hague, Netherlands: Vlaamse
Gemeenschap/CBGS.
Rushton, J. P. & T. A. Bons. (2005). Mate choice and friendship in twins: Evidence for
genetic similarity. Psychological Science, 16:555–559.
Sailer, S. (2004). Ethnic electorate: Myths and realities. The American Conservative,
October 25:7–11. www.isteve.com/EthnicElectorate.htm
Sailer, S. (2005a). Calling GOP! Sailer vindicated on marriage gap… and immigration?
Vdare.com, January 23. www.vdare.com/sailer/050123_vindicated.htm
Sailer, S. (2005b). The dirt gap: The fundamental cause of red vs. blue states. The
American Conservative, February 14.
Sailer, S. (2005c). Don’t worry, Democrats! This Hispanic hype is hogwash. Vdare.
com, May 29. www.vdare.com/sailer/050529_latino.htm
Sailer, S. (2006). The incredible Latino supervote, the invisible white majority: Tales
from election ’06. Vdare.com, November 12. www.vdare.com/sailer/061112_
vote.htm
Sailer, S. (2007). Fragmented future: Multiculturalism doesn’t make vibrant communities
but defensive ones. The American Conservative, January 15.
Salter, F. K. (2003/2004). On Genetic Interests: Family, Ethny, and Humanity in an Age
of Mass Migration. New Brunswick, NJ: Transaction. Originally published in
2003 by Peter Lang, Bern, Switzerland.
Salter, F. K. (ed.) (2004). Welfare, Ethnicity, and Altruism. London: Routledge.
Semmann, D., H. Krambeck & M. Milinski. (2005). Reputation is valuable within
and outside one’s own social group. Behavioral Ecology and Sociobiology
57:611–616.
Skube, M. (2006). Duke’s recovery from a rush to judgment. Los Angeles Times, December
31. www.latimes.com/news/opinion/la-op-skube31dec31,0,5058919.
story?coll=la-opinion-rightrail
Sokolovsky, J. (2003). For Portugal’s crypto-Jews, new rabbi tries to blend tradition
and custom. Jewish Telegraph Agency, October 13. www.ourjerusalem.com/
news/story/news20031018.html
Sumner, W. G. (1906). Folkways. New York: Ginn.
Triandis, H. C. (1990). Cross-cultural studies of individualism and collectivism. Nebraska
Symposium on Motivation 1989: Cross Cultural Perspectives. Lincoln, NE: University
of Nebraska Press.
Triandis, H. C. (1991). Cross-cultural differences in assertiveness/competition vs. group
loyalty/cohesiveness. In Cooperation and Prosocial Behavior, R. A. Hinde & J.
Groebel (eds.):78–88. Cambridge, UK: Cambridge University Press.
Tucker, K. (2007). Country radio grapples with changing demographics. Reuters/
Billboard, January 7. http://news.yahoo.com/s/nm/20070127/en_nm/
country_dc
Tucker, T. (2006). Racing ratings go fl at. Atlanta Journal Constitution, October 27. www.
ajc.com/search/content/shared/sports/stories/2006/10/CAR_NASCAR_
TV_1027_COX.html
Tullberg, J. & B. S. Tullberg. (1997). Separation or unity? A model for solving ethnic
confl icts. Politics and the Life Sciences 16(2):237–248.
Valentine, T. & Endo, M. (1992). Towards an exemplar model of face processing:
The effects of race and distinctiveness. Quarterly Journal of Experimental
Psychology(44A):671–703.
van der Dennen, J. M. G. (1999). Of badges, bonds, and boundaries: In-group/out-group
differentiation and ethnocentrism revisited. In K. Thienpont & R. Cliquet (eds.)
In-group/out-group behavior in modern societies: An evolutionary perspective: 37–74.
The Hague, Netherlands: Vlaamse Gemeenschap/CBGS.
Ventre, M. (2006). Two years later, a brawl that’s worse. MSNBC, December 18. www.
msnbc.msn.com/id/16254683/
Vine, I. (1987). Inclusive fi tness and the self-system: The roles of human nature and
sociocultural processes in intergroup discrimination. In V. Reynolds, V. Falger,
& I. Vine (eds.), The Sociobiology of Ethnocentrism. Athens, GA: The University
of Georgia Press.
Wilson, T. D. (2002). Strangers to Ourselves: Discovering the Adaptive Unconscious.
Cambridge, MA: Harvard University Press.
Wright, J. (2002). Fixin’ to Git: One Fan’s Love Affair with NASCAR’s Winston Cup.
Durham, NC: Duke University Press.
FODNOTER
1. William Wallace entry in Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/William_
Wallace; see also www.highlanderweb.co.uk/wallace/
2. See, for example, Geary, 2005; Stanovich, 1999.
3. Bargh & Chartrand, 1999.
4. Conscientiousness is capitalized here to indicate that it refers to the personality
trait of Conscientiousness as measured by personality tests. It is similar to what
people normally think of as conscientiousness.
5. John & Srivastava, 1999, 121.
6. Buss, 2005.
7. In Duntley & Buss, 2005, 291.
8. Anderson et al., 1999; Damasio (1994/2000).
9. Raine et al., 1998.
10. Beauregard, Lévesque, & Bourgouvin, 2001.
11. Rushton, 1989, 1999.
12. MacDonald, 2001; Tullberg & Tullberg, 1997; van der Dennen, 1999.
13. MacDonald, 2001.
14. Hirschfeld, 1996.
15. MacDonald, 2004a; MacDonald 1998/2002, preface to fi rst paperback edition.
16. For example, the Modern Racism Scale and the Motivation to Respond without
Prejudice Scale (see Cunningham, Nezlek, & Banaji, 2004).
17. Phelps et al., 2000.
18. Croll, Hartmann, & Gerteis, 2006.
19. I describe several cases in my trilogy on Judaism, for example, Heinrich Heine
(see MacDonald, 1998/2004, ch. 2, n. 9).
20. Nosek, Banaji, & Greenwald, 2002; see also Ashburn-Nardo, Knowles, &
Monteith, 2003.
21. Nosek, Banaji, & Greenwald, 2002.
22. Cunningham, Johnson, et al., 2004.
23. Monteith et al., 2002, p, 1046.
24. Aboud, 1988; Augoustinos & Rosewarne, 2001.
25. Dunham, Baron, & Banaji, 2005.
26. Moody, 2002.
27. Emerson, Kimbro, & Yancey, 2002.
28. Emerson & Sikkink, 2006.
29. Kruse, 2005, 259.
30. Kruse, 2005, 263.
31. Salter (ed.), 2005.
32. Lloyd, 2006.
33. Sailer, 2007.
34. Murray, 2005.
35. For 2004: Cooperman, 2006. For 2006: Pew Forum on Religion and Public Life.
http://pewforum.org/events/index.php?EventID=132&gclid=CMqetuKxqYkCFRCYAodt2pCMQ
36. Sailer, 2005c, 2006.
37. Sailer, 2004.
38. Jewish voting in presidential elections of 2004: Jewish Virtual Library (undated).
www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/US-Israel/jewvote.html;
Jews and the Democratic Party: Goldberg, 1996.
39. For 2002: Sailer, 2005, 2006,
For 2006: Religion vs. race in 2006 voting and ideology. December 6, 2006. www.
plantingliberally.org
www.plantingliberally.org/node/
192?PHPSESSID=20de38bdd2cfc294c35b34a789535cf7
40. Sailer, 2005a, b.
41. For example, MacDonald, 2004a.
42. Pew Forum on Religion and Public Life. http://pewforum.org/events/index.
php?EventID=132&gclid=CMqetuKxqYkCFR-CYAodt2pCMQ
43. Wright, 2002, 35.
44. Wright, 2002, 280.
45. Wright, 2002, 83.
46. Wright, 2002, 141.
47. Wright, 2002, 156.
48. Wright, 2002, 37.
49. Wright, 2002, 156.
50. Southern Focus Poll: Crosstabs, Non-Southern Sample, 1998. Durham, NC:
University of North Carolina Institute for the Study of the American South.
ftp://ftp.irss.unc.edu/pub/irss/southern/focus/fall98/nonsouth/xtabs.pdf
51. Miles, 2005.
52. Wright, 2002, 182.
53. Wright, 2002, 167–168.
54. Edison Media Research: www.crb.org/pdf/edison_research.pdf
55. Tucker, 2007.
56. Hollywood Reporter, July 12, 2005.
57. Sam Sussman, vp/media director at Starcom, quoted in MediaWeek, July 11, 2005.
www.mediaweek.com/mw/news/recent_display.jsp?vnu_content_id=1000976428
58. http://msn.foxsports.com/nascar/story/5575164 http://msn.foxsports.com/
nascar/story/5575164 After increasing 70 percent from 2000 to 2005, NASCAR
ratings were fl at in 2006 (Tucker, 2006). http://www.ajc.com/search/content/
shared/sports/stories/2006/10/CAR_NASCAR_TV_1027_COX.html
59. Peterson, 2006.
60. Peterson, 2006.
61. Ventre, 2006.
62. MacDonald, 1998/2002.
63. See MacDonald, 1983, 1994/2002.
64. Francis, 2002.
65. MacDonald, 1998/2002, 2004b.
66. Francis, 2002.
67. Guzzardi, 2004.
68. Coleman, 2006.
69. Skube, 2006.
70. Salter, 2003/2006.
71. See MacDonald, 1998/2002, Ch. 6.
72. Milinski, Semmann, & Krambeck, 2003; Mohtashemi & Mui, 2003; Semmann,
Krambeck, & Milinski, 2005; Smith, 2005.
73. Mohtashemi & Mui, 2003; see also Panchanathan & Boyd, 2003.
74. Roberts et al., 2005.
75. MacDonald, 2002; MacDonald 1998/2002 (preface to the paperback edition of
The Culture of Critique).
76. MacDonald, 2002; MacDonald 1998/2002 (preface to the paperback edition of
The Culture of Critique).
77. Fukuyama, 1995.
78. MacDonald, 1998/2002, Ch. 8.
79. Lindbergh, 1980, 220–230; italics in text.
80. MacDonald, 2006.
81. Mearsheimer & Walt, 2006.
82. Fairbanks, 2006.
83. Ceci et al., 2006.
84. Fairbanks, 2006.
85. Wilson, 2002.
86. MacDonald 1998/2002, preface to fi rst paperback edition.
87. Salter, 2003/2006.
88. Rushton 1989, 1998.
89. Rushton & Bons, 2005.
90. Sumner, 1906, 13.
91. For example, Brewer & Brown, 1998; Fiske, 1998.
92. Bourhis, 1994.
93. Vine, 1987.
94. Horowitz, 1985, 7.
95. Cosmides, Tooby, & Kurzban, 2003.
96. MacDonald, 2002; MacDonald, 1998/2002 (preface to the paperback edition of
The Culture of Critique).
97. Triandis, 1991, 82.
98. Triandis, 1990, 61.
99. MacDonald, 2002; MacDonald, 1998/2002 (preface to the paperback edition of
The Culture of Critique).
100. Miller & Bersoff, 1992, p. 545.
101. MacDonald, 2002.
102. Discussed in MacDonald, 2001.
103. For example, Cosmides, Tooby, & Kurzban, 2003.
104. Henry Harpending, Department of Anthropology, University of Utah, personal
communication, June 28, 2002.
105. Gil-white, 2001.
106. Hirschfeld, 1996:197.
107. Macdonald, 2001.
108. Rothbart & Taylor, 2001.
109. Fiske, 1998.
110. Platz & Hosch, 1988; Bothwell, Brigham, & Malpass, 1989.
111. Levin, 1996; Valentine & Endo, 1992.
112. Olsson et al., 2005.
113. Cunningham et al., 2004.
114. Öhman, 2005.
115. Bar-Haim et al., 2006; Kelly et al., 2005
